Polen_udpeger_tre_mulige_placeringer_af_atomkraftværk_0
RØNNE: Bornholms regionskommune udtrykker bekymring over Polens planer om at placere et muligt atomkraftværk kun 100 kilometer fra øen.

Bornholms Regionskommune har nu officielt udtrykt sin bekymring ved Polens planer om at bygge to atomkraftværker.

Polen har udpeget tre mulige placeringer af a-kraftværkerne. Alle tre ligger ved Østersøen. Den ene er i Gaski 100 kilometer syd for Bornholm.

Se de mulige placeringer på kort

I et høringssvar til det danske miljøministerium påpeger regionskommunen, at selv atomkraftværker med høje sikkerhedsstandarder kan blive ramt af uheld.

Uheld kan ske

“Forurening som følge af uheld vil formentlig påvirke Østersøen og øen Bornholm. Forurening fra et nukleart uheld kan påvirke indbyggernes helbred, natur og fødevareressourcer i både Østersøen og i land, samt erhverv som turisme”, skriver regionskommunen.

Atomkraft er nødvendig

Embedsmænd i regionskommunen har læst den polske rapport om fremtidens energiforsyning.

Rapporten fremhæver atomkraftens fordele og konkluderer, at Polens energisektor ikke kan klare sig uden.

Samtidig fastslår rapporten, at vedvarende energi ikke alene kan dække Polens behov for energi.

Sats på vedvarende energi

Det vækker undren på Bornholm, som arbejder på at blive en CO2-neutral og bæredygtig ø, der er 100 procent selvforsynende med vedvarende energi.

Øen har allerede gjort gode fremskridt i retning mod bæredygtighed.

“Vi anbefaler, at den polske regering i stedet for at satse på atomkraft ser på disse resultater og beslutter at investere i vedvarende energikilder”, skriver regionskommunen.

Du kan hente det bornholmske svar som pdf til højre på siden under bjælken “Bilag”.