Cykelløbet Tour de Polen skudt i gang i Gdansk

polen_rundt_tour_de_polen_majka_gdansk_polennu

Den tidligere præsident Lech Walesa skød Tour de Polen i gang i Gdansk søndag. På billedet ses også den polske vinder af den prikkede bjergtrøje ved Tour de France i juli, Rafal Majka – og til venstre for Lech Walesa er det borgmesteren i Gdansk. Foto: Jakub Wozniak, gdansknu.dk.


GDANSK: Søndag lød startskuddet til Tour de Polen, der i år begyndte i Gdansk i anledning af 25 året for de første frie valg i Polen.


Det var ikke uden grund, at arrangørerne af Tour de Polen havde valgt at lade startskuddet knalde foran det berømte skibsværft i Gdansk, og lige så naturligt var det, at den tidligere strejkeleder og siden præsident, Lech Walesa affyrede revolveren. Temaet i år er nemlig 25 året for de første frie valg i Polen.

Polske havnearbejdere

– Vi ønsker at minde verden om, at begyndelsen for disse ændringer blev indledt af polske havnearbejdere-arbejdere i 1980, sagde Czeslaw Lang, direktør for Tour de Polen.

Tour de Polen består af syv etaper over i alt 1.251 km på tværs af Polen, der også indbefatter en hård bjergetape på 190 km i Tatra-bjergene mellem Zakopane og Poprad i Slovakiet.

Majka favorit

Løbet har deltagelse af 170 ryttere fra 21 hold, og den første strækning søndag gik fra Gdansk til Bydgoszcz, en strækning på 226 km. Der er 18 polakker med i årets løb, og favoritten er Rafal Majka, der vandt den prikkede bjergtrøje ved Tour de France.

– Jeg kommer med mit hold for at vinde, sagde Majka på en pressekonference i Warszawa.

De syv etaper

1. etape (03/08) Gdansk-Bydgoszcz, 226 km
2. etape (04/08) Torun-Warszawa, 226 km
3. etape (05/08) Kielce-Rzeszow, 174 km
4. etape (06/08) Tarnow Gemini Park-Katowice, 236 km
5. etape (07/08) Zakopane-Strbskie Pleso, 190 km
6. etape (08/08) Bukovina Terma Hotel Spa-Bukowina Tatrzanska, 174 km
7. etape (09/08) Krakow, 25 km