Danmark cykler sig til sølv og dobbelt VM-guld i Polen

    Danmark_vinder_VM_guld_i_Polen_i_cykling_for_hold

    De danske VM-guldvindere i 4 km hold-forfølgelsesløb er Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen, Casper Jørgensen og Alex Rasmussen. Foto: DCU


    Guld i parløb lørdag, guld i 4 km hold-forfølgelsesløb fredag og sølv i pointløb torsdag. Det var høsten for det danske hold ved VM i banecykling i Pruszkow.


    De danske ryttere Michael Mørkøv og Alex Rasmussen vandt VM guld i går. Det skete i den nye arena i den polske by Pruszkow syd for Warszawa.

    Den danske duo vandt efter en spændende afslutning med hård konkurrence fra det tjekkiske mandskab.

    Dobbelt guld

    Duoen var også med i front dagen forinden. Sammen med Jens-Erik Madsen og Casper Jørgensen sikrede de to danske ryttere også guld til Danmark fredag i 4 km hold-forfølgelsesløb.

    Da løbet var slut stod uret på 3.58.246 min. for det danske hold, mens de australske modstanderes ur stod på 3.58.863.

    Begge mandskaber forbedrede deres tider i forhold til de indledende tidskørsler.

    Historisk sejr

    Det er første gang at Danmark vinder en guldmedalje ved VM i banecykling. Tidligere er det blevet til VM-bronze, og to VM sølv-medaljer. Selv om det ikke tidligere er lykkedes danskerne at få guld ved VM, blev det til OL Guld i 1968 efter finalesejr over det daværende Vesttyskland.

    Ung sølvvinder

    Allerede på førstedagen ved VM i banecykling i Pruszkow blev det til en dansk medalje. Det unge danske pedaltalent Daniel Kreutzfeldt vandt VM-sølv i pointløb, og startede dermed den danske medaljehøst.