For dansk landbrug kommer stigningen i salget af smågrise på et godt tidspunkt, hvor eksporten til Tyskland er faldet. Arkivfoto
KØBENHAVN: Eksporten af smågrise til Polen går kun en vej: Opad. I 2011 blev den mere end fordoblet.
Danmark eksporterede i 2011 mere end en million levende smågrise til Polen.
Fra 1. januar til 30. september 2011 blev 1.088.683 levende danske smågrise fragtet fra Danmark til Polen.
I samme periode året før, blev 540.054 smågrise eksporteret til Polen, skriver foodculture.dk.
Strukturudvikling
En kraftig polsk strukturudvikling er baggrunden for fordoblingen i eksporten, mener chefkonsulent Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer.
– Polsk landbrug har hidtil bestået af rigtig mange små utidssvarende landbrug med ganske få dyr. Tendensen de sidste mange år har været, at mange af dem lukkede, og i stedet er de store landbrug blevet større og mere effektive, fortæller han.
Mangler smågrise
– Nu mangler de dyr og er derfor i stand til at importere endnu flere smågrise til videre opfedning til gavn for den danske eksport, siger Karsten Flemin til foodculture.dk.