Dansk chef sigtet for grov vold mod polske arbejdere

    Politi_Danmark


    KØBENHAVN: Projektchef i dansk byggefirma er anholdt og fængslet, efter at have deltaget i at gennembanke to polske arbejdere, der krævede deres løn.


    En projektchef ved det danske byggefirma Renovea, der er medlem af Dansk Byggeri, er anholdt efter at have gennembanket to af sine ansatte med køller og baseballbat, skriver Fagbladet 3F.

    – Han er sigtet for grov vold og for trusler mod vidner, siger Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi.

    Køller og jernrør

    De to polske byggearbejdere blev gennembanket med køller og jernrør af projektchefen i det danske byggefirma Renovea i et sommerhus ved Frederiksund. Han havde allieret sig med to andre voldsmænd, hvor den ene er blevet anholdt.

    Fagbladet 3F har talt med de to arbejdere, der lørdag nat blev opsøgt af deres chef, efter de havde forlangt at få betaling for 45 timers arbejde, de ikke havde fået løn for.

    Vækket klokken 23

    – Klokken 23 blev vi vækket af, at der var kommet tre mand ind i sommerhuset. De gik direkte ind i soveværelset og begyndte at slå og sparke os. Så trak de os ind i stuen og slog os med køller og jernrør, fortæller 45-årige Marek. Han ønsker ikke sit efternavn frem, da han er bange for repressalier, skriver Fagbladet 3F.

    Den 32-årige murer Andrzej fortæller, at de i løbet af lørdagen blev truet flere gange af projektchefen fra Renovea.

    – Jeg havde sagt til min leder, at jeg manglede løn for 45 timer. Senere på dagen begyndte han at ringe og sende sms’er om, at han ville komme efter mig og smadre mine tænder, fortæller Andrzej.

    Fængslet i to uger

    Overfaldet stod på i mere end en halv time. Da overfaldsmændene var færdige, stjal de polakkernes mobiltelefoner og truede dem fra at gå til politiet. Fagbladet 3F har talt med en 62-årig mand, der ikke selv blev overfaldet, men var vidne til det.

    – Chefen sagde, at han ville slå os ihjel, stikke en kniv i maven på mig, hvis vi sagde noget til politiet, fortæller Marek, der har arbejdet som maler for Renovea siden august.

    De to anholdte blev tirsdag varetægtsfængslet i to uger. De nægter sig skyldige og mener, der var tale om gensidig tumult.

    Synlige mærker efter vold

    Politiassistent Henrik Laugesen oplyser, at chefen ikke havde synlige skrammer. Og at deres forklaring ikke stemmer overens med de omfattende skader, de to arbejdere har fået. Blandt andet viser fotos taget på hospitalet, at arbejderne har lange mærker på ryggen efter slag.

    – Det springer i øjnene, at der ikke er overensstemmelse mellem de sigtedes forklaringer og skaderne, der er forvoldt, forklarer Henrik Laugesen fra politiet.

    Politiet leder fortsat efter den tredje overfaldsmand.

    De to fængslede er sigtet efter paragraffen om grov vold, fordi der har været anvendt slagvåben. Strafferammen er seks år. Samtidig er de sigtet for trusler mod vidnerne, der kan give fængsel i op til otte år.

    Dansk chef i chok

    Direktør i det danske byggefirma Renovea i Hellerup, Bo Hannemann Sander, afviser, at han har haft noget med overfaldet at gøre. Han har suspenderet både den pågældende projektchef og de to medarbejdere.

    – Jeg er i chok. De ting, der er sket, lyder forfærdelige, siger Bo Hannemann Sander.

    Han siger, han vil afvente politiets efterforskning, før han vil afgøre, om der var tale om et overfald eller et ligeværdigt slagsmål. Men han medgiver, at hans projektchef ikke har en overbevisende forklaring.

    – Der skal en meget god forklaring på bordet for at redde ham, siger direktøren.

    Hans firma har 30 polske håndværkere ansat. De to ansatte mener, at de systematisk har fået for lidt i løn. På papiret tjener de mindstelønnen. Men de får kun betaling for 37 timer om ugen, selvom de ofte arbejder mere end 50 timer, forklarer de.

    Bo Hannemann Sander afviser, at de ansatte bliver underbetalt.

    – Det skulle undre mig meget. Jeg kan umiddelbart afvise, at det er sket, siger direktøren.

    – Men hvis de har fået for lidt i løn, skal de selvfølgelig have det udbetalt, de har tjent, forsikrer han overfor Fagbladet 3F.