Dansk medicinal-gigant flytter administration til Polen

    lundbeck_pilletriller

    Lundbeck har hensat 200 millioner kroner til at oprette et servicecenter i Polen. Foto: Lundbeck.


    KØBENHAVN: Den danske medicinalkoncern Lundbeck opretter administrativt servicecenter i Polen. 200 stillinger bliver berørt.


    Den danske medicinalgigant Lundbeck vil oprette et servicecenter i Polen som led i en omstrukturering af administrationen og serviceindsatsen. Samtidig opjusterer koncernen forventningerne til årets omsætning til over 15 milliarder kroner.

    500 millioner om året

    Planen er en del af koncernens tilpasning til fremtidens udfordringer, der skal give årlige besparelser på en halv milliard kroner. Lundbeck kalder selv indsatsen for: Fit for the Future program, skriver Berlingske Tidende.

    Hensat til Polen

    Lundbeck oplyser, at der er afsat 200 millioner kroner til etablering af servicecenter i Polen. I en fondsbørs meddelelse fra medicinalkoncernen hedder det:

    Den foreslåede omstrukturering af administrative serviceydelser vil formentlig få indvirkning på omkring 180-200 stillinger i perioden 2014-2015. Efter den foreslåede omstrukturering vil Lundbeck foretage en hensættelse på ca. 200 mio. kr. i 3. kvartal 2013, som dækker alle tiltag i Fit for the Future-programmet. De endelige skøn over programmets omkostninger og besparelser er med forbehold for gennemførelsen af konsultationsprocesser med de relevante samarbejdsudvalg, skriver ledelsen i meddelelsen til fondsbørsen.

    I 57 lande

    Lundbeck beskæftiger globalt 5.800 medarbejdere, og 2.000 er ansat i Danmark. Koncernen har medarbejdere i 57 lande, og produkterne er registreret i mere end hundrede lande.

    Lundbeck har produktion i Kina, Danmark, Frankrig, Italien og Mexico samt forskningscentre i Danmark, Kina og USA.

    I 2012 havde Lundbeck-koncernen en omsætning på ca. 14,8 milliarder kroner.