Dansk polsk samarbejde om jordvarme og CO2-reduktion

    Dansk_polsk_projekt_henter_varme_fra_undergrunden

    Dansk-polsk samarbejde om jordvarme sparer 100.000 tons CO2. Det dansk-polske samarbejde er et såkaldt JI-projekt under Kyoto-protokollen. Foto: Geotermia Podhalanska.


    KØBENHAVN: Nyt dansk-polsk samarbejde om at udnytte varmen fra undergrunden til opvarmning, ventes at reducere CO2-udledningerne med over 100.000 ton frem til 2012.


    Beboerne i Zakopane i det sydlige Polen kan se frem til at få varme fra undergrunden.

    Samtidig vil udledningen af drivhusgassen CO2 blive reduceret med omkring 100.000 tons frem til 2012.

    Det svarer til 8.500 danskeres årlige udledning af CO2.

    Dansk kapital, viden og teknologi

    Klimaprojektet gennemføres inden for Kyoto-protokollens rammer. I forbindelse med projektet vil dansk kapital, know-how og energiteknologi blive overført til Polen

    Udnyttelsen af varme fra undergrunden fortrænger anvendelsen af fossile brændsler – hovedsageligt kul – hvilket både medfører lavere CO2 udledning og et renere lokalmiljø.

    Danske komponenter

    Projektet er resultatet af et samarbejde mellem Energistyrelsen i Danmark, det aarhusianske firma Aaen Rådgivende Ingeniører A/S og den polske partner Geotermia Podhalanska.

    Projektet er udviklet siden 2005. I det geotermiske anlæg og det tilhørende fjernvarmeanlæg indgår dansk producerede målere, fjernvarmerør og andre komponenter, oplyser Energistyrelsen.