Dansk retsmediciner: Sjusket oprydning efter Smolensk

vraget_af_den_polske_praesidents_fly_der_styrtede_ned_i_smolensk_rusland

Ulykkestedet i Smolensk da Polens præsident Lech Kaczynski og 95 andre omkom ved en flyulykke den 10. april 2010. Regeringen der trådte til i 2015 har iværksat en ny undersøgelse af årsagen til ulykken, da partiformaden for regeringspartiet Jaroslaw Kaczynski, ikke tror på de officielle polske og russiske rapporter om ulykken. Arkivfoto.


ODENSE: Den danske retsmediciner Peter Mygind Leth forstår godt, at det har været nødvendigt med nye obduktioner af Smolensk ofrene.


Nogle af ofrene fra Smolensk ulykken den 10. april 2010 er blevet genopgravet og obduceret på ny. Polens tidligere præsident Lech Kaczynski og hans hustru var de første der blev obduceret i november. Foreløbig er ni personer obduceret ud af de ialt 96 der omkom ved ulykken.

Dansk makkerpar

Det danske retsmedicinerpar professor og statsobducent Peter Mygind Leth og vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen fra Odense Universitetshospital stod for obduktionen af præsidentparret. De er nemlig en del af det internationale team med retsmedicinere fra Østrig, Portugal og Schweiz, der skal undersøge ligene fra den kontroversielle Smolensk ulykke. De synes begge at det er en spændende og udfordrende opgaver de er blevet stillet overfor, skriver Ugeskrift for Læger onsdag.

Undersøgelsen af de ni bekræfter under alle omstændigheder, at der er blevet sjusket gevaldigt under oprydningen efter flystyrtet, og at det derfor er på sin plads at genobducere og identificere ofrene korrekt. Nu leder den polske professor Krzysztof Woźniak arbejdet, og det foregår helt efter bogen, bekræfter Peter Mygind Leth.

Ingen tvang

– Hvis jeg på nogen måde er uenig i nogle konklusioner, har jeg ret til at afgive dissens, siger han til Ugeskrift for Læger.

– Det kan undre, at der ikke var polske retsmedicinere til stede, hverken i Smolensk eller i Moskva, siger Mygind. Hans kollega, vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen, der er retsmedicinernes repræsentant i Rigspolitiets ID-beredskabs ledelse og tidligere næstformand i Interpols stående identifikationskomite, siger at de i Polen har adgang til alt materiale.

Mens undersøgelserne står på, har alle implicerede læger og retsmedicinere tavshedspligt. Så de må ikke afsløre noget om, hvad de finder, og heller ikke fortælle, hvilke metoder, de bruger.

Ikke russerne

Selvom der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at russerne er skyld i det polske flystyrt, er der under alle omstændigheder sjusket så meget i processen omkring ofrene, at det er på sin plads at se på dem igen, mener danskerne.

– Det er naturligvis kompliceret at obducere en, der har været begravet i seks år. Men det er bestemt ikke umuligt, fortæller Peter Thiis Knudsen.

Rapport næste år

Arbejdet forventes først afsluttet i løbet af året, og resultaterne bliver offentliggjort i 2018 oplyser de to retsmedicinere. De to har fået lov til at publicere en videnskabelig artikel om deres arbejde på det tidspunkt.

– Rent fagligt er det en yderst spændende opgave. Det er utroligt lærerigt for os. Og det er en ære at kunne bidrage med sin kompetence, siger Peter Mygind Leth.

Politisk pres?

Og på spørgsmålet om, hvorvidt de er nervøse for at blive presset af politiske årsager, svarer de begge til Ugeskrift for Læger:

– Overhovedet ikke. De polske retsmedicinere har samme indstilling til arbejdet som os. Det foregår på et højt fagligt niveau, og alt går absolut ordentligt og redeligt til. Vi føler os helt trygge, siger de danske retsmedicinere.

LÆS MERE
Eksternt link: Ugeskrift for Læger