Polen er fra 15. til 31. januar næste år vært for europamesterskaber i håndbold, og Krakow er hovedby. Finalen skal spilles i samme arena, hvor Polen lørdag mødte Danmark. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk
KRAKOW: Polens bronzevindere fra VM i Qatar måtte overraskende se sig besejret på hjemmebane 23-36 af et dansk landshold, der bestod af unge talenter.
11.037 tilskuere var klar til håndboldfest, da Polen lørdag aften mødte Danmark i den imponerende Tauron Arena Krakow.
De gjorde formentlig ikke de polske forventninger mindre, at deres landshold stillede med alle stjernerne fra det hold, der tidligere på året vandt bronze ved verdensmesterskaberne i Qatar.
Danmark kom derimod med et hold af unge spillere, som slet ikke er inde omkring landsholdet, og enkelte mere erfarne kræfter, som landstræner Gudmundur Gudmundsson gerne ville se an med henblik på udtagelsen til EM-turneringen i Polen. Ni danske spillere fik i løbet af kampen debut som A-landsholdsspillere.
Selvom Polen på den baggrund var klare favoritter endte kampen med en dansk udesejr på 23-26.
Energiske danskere
Det danske hold gik til kampen med stor energi og var allerede efter seks minutter foran med 3-5. Polakkerne fik udlignet ved 6-6, men danskerne svarede igen og var ved pausen foran 13-16.
Det hører med til billedet af kampen, at Danmark blev ramt af hele syv udvisninger, mens Polen kun fik spillere udvist fire gange. Desuden dømte dommerne fem gange straffekast til Polen, mens Danmark ikke fik tilkendt et eneste.
Opbakning til de rød-hvide
Endelig fik polakkerne opbakning fra de lidt over 11.000 tilskuere, der højlydt bakkede deres rød-hvide favoritter op.
Det var dog det andet rød-hvide hold på banen – det danske, der fik mest energi af den fremragende kulisse.
Danmark sluttede bedst
Midt i 2. halvleg var stillingen igen uafgjort 20-20 og kort efter kom Polen foran 21-20. De knækkede dog ikke de unge danskere, som scorede tre gange uden Polen fik bolden i mål.
Efter 23. minutter var stillingen 23-24, og det lykkes ikke Polen at score mere i kampen, mens Danmark fik yderligere to mål.
Fantastisk atmosfære
På pressemødet efter kampen takkede den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson de polske tilskuere for at have skabt en fantastisk atmosfære.
– Og jeg er sikker på, at Polen også kommer til at arrangere et fantastisk europamesterskab, sagde han.
Hans kollega, den polske træner Michael Biegler, fremhævede de sidste to dages arrangement med lodtrækning fredag og kampen i dag.
– I går oplevede vi en storslået lodtrækningsceremoni. Byen Krakow har præsenteret sig på fantastisk vis, og tilhængerne viste i dag, hvad de kan tilbyde af opbakning. Derfor er jeg skuffet over, at vi ikke kunne præstere på et tilstrækkeligt niveau til at vinde kampen, Danmarks sejr var fuldt fortjent, sagde Michael Biegler.