Danske virksomheder kan få del i EU-penge til Polen

    practicepoland_02

    Der var fuldt hus til seminaret Practice Poland, som blev holdt i Incuba Science Park i Aarhus. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk


    AARHUS: Polen vil i de kommende seks år modtage 72,9 milliarder euro i tilskud fra EU. Danske virksomheder kan få del i pengene


    I de kommende seks år vil EU pumpe 72,9 milliarder euro ind i Polen. Det oplyste lederen af handelsafdelingen på den danske ambassade i Warszawa, Jens Thomsen, onsdag på seminaret “Practice Poland” i Aarhus.

    Mange af EU-midlerne er rettet direkte mod sektorer, hvor Danmark har mulighed for at gøre sig gældende, fortalte Jens Thomsen og nævnte energieffektivisering, som et eksempel.

    Seniorrådgiver Tomacz Luczynski fra Ekportrådets afdeling på ambassaden i Warszawa kom også ind på de muligheder, som pengene fra EU giver.

    – Mange programmer bliver tilgængelige i 2014, så det er et godt tidspunkt at begynde at interessere sig for dem, sagde han og fremhævede spildevand, som en anden sektor, der får mange penge fra EU-kassen.

    Et modent marked

    – Vi kan hjælpe jer med at finde en sektor, et område eller en kommune, som får del i pengene og så gå målrettet efter dem, sagde Tomacz Luczynski.

    Alle oplægsholdere lagde vægt på, at Polen i løbet af de seneste fem år, for alvor er blevet et modent marked med 38 millioner indbygger, som får flere og flere penge til at købe varer for.

    850 virksomheder med danske ejere

    Det har mange danske virksomheder allerede valgt at udnytte både ved at eksportere til Polen og ved at etablere sig i landet.

    Jens Thomsen oplyste, at der nu er 850 polske virksomheder med dansk ejerskab. En af dem er Hedensted Gruppen, som har oprettet et datterselskab i Goleniow Industri Park, 40 kilometer fra grænsen til Tyskland og 650 kilometer fra hovedsædet i Hedensted.

    Investeringen har været en succes og fabrikken i Polen har i dag 250 medarbejdere.

    Grundigt forarbejde og god rådgivning

    Et grundigt forarbejde og god rådgivning har været nogle af forudsætningerne for, at det er gået så godt, sagde økonomidirektør Gert Thomsen. En anden vigtig beslutning var flytte et medlem af ledelsen til Polen.

    Tom Kristjansen, som i dag er dirketør for HG Poland, fortalte om, hvordan han har oplevet forskellene på at drive virksomhed i Danmark og Polen. han sluttede sit indlæg med et spørgsmål:

    – Kan vi anbefale at lave forretninger i Polen?

    Og han svarede selv:

    – JA!