De danske bryderes polske landstræner er pludselig død

    Danmarks_polske_landstræner_i_brydning_er_pludselig_død

    Ryszard Swierad kom til Danmark som personlig træner for Mark O. Madsen, der i 2009 vandt sølv ved VM. Foto: brydning.dk


    SPALA: Brydetræneren Ryszard Swierad faldt om og døde under en træningsamling i Polen. En landsmand overtager hans landstrænerpost i Danmark.


    Brydetræner Ryszard Swierad er død under en træningsamling i Spala i hans hjemland Polen, oplyser Dansk Brydeforbund.

    Ryszard Swierad var ansat af Danmarks Brydeforbund til at træne de bedste danske brydere, der skal prøve at kvalificere sig til OL i London næste år.

    Landsmand overtager

    Træneren faldt pludselig om og var død. Han blev kun 55 år.

    Hans landsmand, Szymon Kogut, der hidtil har været assisterende landstræner, overtager indtil videre arbejdet med OL kandidaterne.

    Flerdobbelt medaljevinder

    Ryszard Swierad var en af Polen mest kendte og succesfulde udøvere af græsk-romersk brydning.

    I perioden 1973 til 1982 vandt han flere medaljer ved VM og EM.

    Under OL i 1996 stod han som træner i spidsen for de polske brydere, der vandt fem medaljer.