Valuta:100 PLN koster 171,20 DKK
Onsdag 21 august 2019

DEBAT: 1989 handler ikke om Berlin og Beijing

Clement Behrendt Kjersgaard, populær tv-vært, skribent, foredragsholder og udgiver af RÆSON, har i en kronik i Politiken skrevet om 1989. polennu.dk redaktør mener ikke, at Kjersgaard har forstået det historisk vigtige for året 1989. Foto: DR.
HistorieKØBENHAVN: Clement Kjersgaard, tv-vært og redaktør har skrevet en kronik om året 1989 i Politiken. polennu.dk redaktør mener ikke, at den populære tv-vært og debattør har forstået hvorfor året 1989 er vigtigt.
Af: Jens Mørch
18. juli 2019 - 10:05

Kommentar til Clement Kjersgaard af redaktør Jens Mørch, polennu.dk.

Clement Kjersgaard har i anledning af 30 året for 1989, skrevet en kronik i Politiken med overskriften: Friheden i 1989 var mere end Vesten kunne klare?
Kronikken synes at være noget af en rodet sammenblanding af mange forskellige teorier og forhold, som samlet set ikke rigtig giver nogen mening. Hele kronikken er nemlig baseret på en meget global stereotyp og snæver opfattelse af ”øst og vest” og det er tydeligvis også lidt svært for skribenten, at holde fokus rettet på det vigtige i 1989; nemlig Europa.

1989 var nemlig først og fremmest Europas år. Det var året, hvor regimerne øst for Jerntæppet kollapsede på stribe. Det var året med optimisme og med udsigt til mere frihed efter cirka 50 års besættelse for borgerne i de lande, der var blevet overladt til Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig. Det var samtidig debut til en række nye og skrøbelige demokratier.
I kronikken fremhæver Kjersgaard to begivenheder, som han tillægger den største betydning for året 1989; Balladen på den Himmelske Fredsplads i Kina i juni og Murens fald i Berlin i november. Men det er langt fra de afgørende højdepunkter det år.

Berlin murens fald var en af årets sidste brikker i Moskva-kommunismens kollaps i Europa. Dybest set er det mest historiske og uforudsigelige ved Berlin murens fald den 9. november, at det skete på baggrund af en kommunikationsfejl, der var svær at rette. I 1990 blev Tyskland genforenet, og først i 1991 kom det store kollaps i Moskva, der havde afgørende betydning for det nye verdenskort, og som havde indvirkningen på forholdet mellem Rusland/Kina og USA (eller øst-vest som det koges ned til i Clement-kronikken).
1989 var først og fremmest året for Europas genforening. En vigtig forudsætning for det, var blandt andet de første delvise frie valg i Østblokken. Det var i det største af landene, nemlig i Polen. Det fandt sted den 4. juni, på samme dag som en kinesisk student stod op foran en kampvogn på den Himmelske Fredsplads i Beijing, og tog al opmærksomheden fra Polen, i al fald i Clement Kjersgaards kronik. Oprøret mod kommunismen blandt vores europæiske medborgere, begyndte allerede i 1945, da Sovjetunionen havde taget kontrollen med en del af Tyskland og flere andre lande i Central-og Østeuropa. Det skete efter aftale med USA, England og Frankrig.

Alle oprør bag Jerntæppet blev fra starten slået hårdt og brutalt ned af myndighederne, og for mange borgere bag Jerntæppet kunne frihedstrangen betyde den visse død, mens andre kunne nøjes med fængselsstraf, deportation eller daglige chikanerier.

I 1980 skete der dog en markant ændring. 16.000 arbejdere var gået i strejke for bedre forhold i Gdansk, og for retten til frie fagforeninger. I spidsen for strejken, der samlede op mod ti millioner polakker, var elektrikeren Lech Walesa. Og hele verden fulgte med live på tv. Presset blev for stort, og kommunisterne accepterede polakkernes krav efter to strejker over 16 dage, og polakkerne vandt en slags frihed for en tid med en historisk aftale den 31. august 1980. Men allerede året efter blev forholdene dramatisk ændret, og der var nu pludselig soldater fra Warszawa-pagtlandene og en masse russiske kampvogne i Polen. Tusindvis af polske aktivister blev fængslet eller sat i husarrest. De frie fagforeninger blev forbudt, og kirken var det eneste sikre holdepunkt mange steder. Klapjagten på politiske modstandere var massiv, ikke alene i Polen, men i hele Central- og Østeuropa. Mange i de lande måtte flygte, andre blev smidt ud, ikke mindst fra Polen. Lech Walesa blev i 1983 tildelt Nobels Fredspris, for sin ikkevoldelige kamp for frihed, men rejste ikke til Oslo for at modtage den, i frygt for at han ikke ville blive lukket ind i Polen igen.

I 1989 blev de historiske og afgørende Rundbordssamtaler formelt indledt mellem repræsentanter for det kommunistiske regime og den tidligere forbudte Solidarnosc undergrundsbevægelse anført af Lech Walesa. Resultatet blev, at polakkerne fik de første delvis frie valg i Østblokken. De blev gennemført den 4. juni 1989, og det blev dermed en af de vigtigste europæiske datoer det år. Valget blev en stor sejr for de frihedshungrende polakker, over deres landsmænd der tjente kommunismen og Moskva. Polakkerne havde genvundet friheden, og regimerne stod nu overfor kollaps på stribe i Europa.

En anden vigtig dato fra det år er 2. maj, hvor Ungarn fjerner Jerntæppet (den lokale Berlin-mur) og lod borgerne frit passere til Østrig. Seks dage senere udkommer det første frie medie i Polen og alle politiske domme blev ophævet den 30. maj. Alle fængslede og internerede blev sat fri. Måneden før havde selv kommunisterne i Danmark givet op. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstre Socialisterne (VS) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP) blev under det europæiske kommunistiske kollaps, slået sammen under det fælles navn; Enhedslisten.

Det var almindelige aktive borgere i Central og Østeuropa, der med deres daglige kamp for overlevelse, sikkerhed og frihed, tog kampen op mod kommunisterne, og samlede Europa. Det var modige mennesker i Ungarn, Bulgarien, Polen, Tjekkoslovakiet, Østtyskland, Rumænien og andre steder, der udgjorde det massive folkelig pres, der genforenede Europa. Det var ikke dygtige eller mindre dygtige stats- og regeringschefer i Moskva og Washington, eller Beijing for den sags skyld. Men folk i Europa. Og det var heller ikke en demokratisk sindet Gorbatjov der lagde Jerntæppet eller Berlin-muren ned. Han stod i spidsen for et system, der var fastkørt, ineffektivt og forarmet, og havde kun hjælpen udefra at række ud efter, i håbet om at kunne overleve politisk hjemme. Gorbatjov viste da også at han ikke var stueren i 1986 under Tjernobyl-katastrofen, og han skuffede fælt igen i 1991, da han stædigt holdt fast i den statsstyrede kommunisme, som den eneste rigtige vej. Så blev han væltet, og sammen med ham også hele Sovjetunionen.

Da 20-året for Berlin murens fald blev markeret i den tyske hovedstad, var det den polske frihedshelt Lech Walesa der var æresgæst, og ham som skubbede til den første meget store dominobrik, der var opstillet i Berlin. Da Lech Walesa fyldte 75 år sidste år, havde den tyske præsident skrevet en tale, hvor han uden omsvøb gav Lech Walesa og polakkerne hele æren for Europas genforening, Murens fald og Tysklands genforening året efter. Den historie kender alle tyskere. I en hilsen fra 26 ud af EU’s 28 stats- og regeringschefer samme dag, er det også Lech Walesa, og begivenhederne i Polen der tilskrives den største ære for Europas genforening i 1989.

Det er vel også derfor, at Golden Days Festivalen i Danmark har valgt at inviteret Lech Walesa og ikke Berlins eller Beijings overborgmester, som æresgæst til 1989-festival åbningen i september.

Jeg håber, at Clement Kjersgaard vil researche lidt dybere i Europa og 1989, og så tror jeg at han finder frem til, at årets vigtigste højdepunkter hverken fandt sted i Beijing eller Berlin, men i byer som Leipzig, Budapest, Prag, Poznan, Szczecin, Gdansk og Warszawa.

1989 var året for Europas genforening, men der er til gengæld næppe nogen tvivl om, at de bedste pressebilleder i 1989, er taget i Beijing og Berlin.

Jens Mørch, redaktør polennu.dk

LÆS MERE

Mest læste (Danmark)

Seneste

Mest læste (i dag)

Seneste

Polen

Vejret

I dag, 21. august 2019
00:00-06:00

Kraftig regn

Kraftig regn
19 °C

I dag, 21. august 2019
00:00-06:00

Regn

Regn
19 °C

I dag, 21. august 2019
00:00-06:00

Delvis skyet

Delvis skyet
21 °C

I dag, 21. august 2019
00:00-06:00

Kraftig regn

Kraftig regn
20 °C

I dag, 21. august 2019
00:00-06:00

Kraftig regn

Kraftig regn
18 °C