polakker_demonstrerer_imod_medielog_i_Polen
WARSZAWA: Tusindvis af polakker deltog lørdag i demonstrationer i 20 polske byer imod ny medielov, der styrker regeringens kontrol med public-service medierne i Polen.

Tusindvis af polakker var lørdag igen på gaden for at demonstrere imod Polens nyvalgte regering, der er dannet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) for mindre end to måneder siden.

Imod medielov

Denne gang var demonstrationerne rettet imod Polens ny medielov, der blev hastebehandlet igennem parlamentet mellem jul og nytår, og som har betydet, at den tidligere ledelse for de polske public-service medier TVP og Polsk Radio fredag blev udskiftet med politikere fra Lov og Retfærdighedspartiet.

Demonstranterne råbte slagord som “Frit Polen, frie medier” og “Stop med at ødelægge demokratiet”.

Demonstrationer i 20 byer

Demonstranter var på gaden i 20 polske byer. Politiet vurderer, at cirka 7.000 demonstrerede i Warszawa, mens flere tusind også samledes i større byer som Gdansk, Poznan og Krakow.

Komiteen til Beskyttelse af Demokratiet

Det er den nyoprettede græsrodsbevægelse Komiteen til Beskyttelse af Demokratiet (KOD), der stod bag lørdagens demonstrationer, ligesom den allerede har stået bag en række demonstrationer i december måned på grund af regeringens strid med Polens Højesteret, der har til opgave at fortolke Polens Grundlov.

Ny ledelse

Den ny direktør for TVP, der blev udnævnte fredag, var vicekulturminister og tidligere journalist Jacek Kurski, der var aktiv i Solidaritetsbevægelsen i 1980’erne og senere af flere omgange har været tæt knyttet til regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS).

Jacek Kurski er blandt andet kendt for i 2005 at havde udbredt rygter om, at Donald Tusks bedstefar meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig. Rygterne viste sig ikke at være korrekte, men de skadede Tusk i præsidentvalgkampen i 2005. Tusk blev senere Polens statsminister fra 2007-2014 og er i dag præsident for EU.

Lover uafhængige medier

– Jeg ved, at I kender mig som en skarp, tydelig og hård politiker. Det er sandt, at jeg har været en hård og tydelig politiker, men netop fordi jeg har været sådan en politiker og fordi jeg samtidig forstår medieverdenen og er et ærligt menneske, vil jeg være en garant for, at jeg kan beskytte uafhængigheden og friheden i public-service TV fra trusler fra den politiske verden, sagde Kurski ved sin indsættelse fredag.