Den danske rigsrevision skal bedømme sin polske kollega

    Den_afgående_danske_rigsrevisor_blev_interviewet_af_NIK

    Den afgående danske rigsrevisor, Henrik Otbo, fremhævede Polen som “en god ven” af Danmark, da han blev interviewet af den polske rigsrevision, NIK. Foto: NIK


    WARSZAWA: Chefen for det polske svar på Rigsrevisionen, NIK, har bedt sine danske kolleger medvirke til at bedømme NIKs arbejde.Den afgående danske rigsrevisor mener, at kollegial bedømmelse er en god ide.


    Det polske svar på Rigsrevisonen, NIK, bliver i løbet af 2012 kigget efter i sømmene af kolleger fra Østrig, Litauen, Holland og Danmark.

    Chefen for NIK, Jacek Jizierski, har bedt de fire landes statslige revisionsmyndigheder om at gennemgå NIKs arbejde fra strategi til den måde, som undersøgelserne bliver udført på.

    Viden og redskaber

    Formålet er at sikre, at NIKs aktiviteter lever op til europæiske standarder og øge gennemsigtigheden af det arbejde, NIK udfører.

    Samtidg håber NIK gennem processen at få adgang til viden og redskaber, som de tilsvarende myndigheder i de andre lande benytter sig af.

    Interview med dansk rigsrevisor

    Fra Danmark deltager Rigsrevisionen i den kollegial bedømmelse af NIK. På engelsk hedder processen en “peer-review”.

    Rigsrevisionens leder gennem 16 år, rigsrevisor Henrik Otbo, er netop gået af, og i den anledning blev han interviewet til NIK’s hjemmeside. Otbo er blevet medlem af Den Europæiske Revisionsret i Bruxelles.

    Et glimrende koncept

    I interviewet kalder Henrik Otbo “peer-reviews” for et glimrende koncept.

    – Jeg synes, det er oplagt at bede kolleger fra andre lande om en bedømmelse. De har den samme postion, de samme problemer og de samme udfordringer, siger Henrik Otbo.

    NIK har to gange tidligere været gennem en peer-review. Ved den seneste – i 2006 – medvirkede Rigsrevisionen også til den kollegiale bedømmelse.

    SE INTERVIEW

    Se interviewet (på engelsk) med Henrik Otbo på NIKs hjemmeside