Den polske regering får uventet hjælp til reform

    Polen_pension_pensionsreform_polennu

    Polske svejsere er en af de faggrupper, der har mulighed for at gå tidligt på pension. Arkivfoto: polennu.dk


    Venstrepartiet SLD går sammen med regeringen om at nedstemme præsident Lech Kaczynskis veto mod reform af pensionssystemet. Partiet vil dog stadig forsøge at få loven ændret på nogle områder.


    Den polske regering kan gå på juleferie med vished om, at en vigtig reform på pensionsområdet er gået gennem parlamentets underhus, Sejm.

    Reformen vil begrænse polakkernes mulighed for at gå på pension i en tidlig alder.

    Den officielle pensionsalder er 60 år for kvinder og 65 år for mænd. I 2006 lå den reelle pensionsalder i gennemsnit på 56 år for kvinder og 57,9 år for mænd.

    Langt færre på tidlig pension

    De tidlige pensioner bliver blandt andet tildelt en række bestemte professioner. Det gælder for eksempel minearbejdere, jernbanearbejdere og lærere. Nogle faggrupper kan lade sig pensionere allerede, når de har arbejdet i 15 år.

    Regeringens forslag vil gøre det sværere for nogle af faggrupperne at gå tidligt på pension. Reformen betyder, at antallet af personer, der kan får en tidlig pension, bliver reduceret til en fjerdedel.

    Det vil sænke statens udgifter til de tidligere pensioner fra 2,1 milliarder PLN om året til 800 millioner PLN.

    SLD skiftede side

    Forslaget blev vedtaget i Sejm tidligere på måneden, men præsident Lech Kaczynski nedlagde veto mod det. Han begrundede blandt andet sin beslutning med, at flere faggrupper, end dem forslaget lagde op til, skulle have mulighed for fortsat at gå på tidlig pension.

    Samme holdning havde venstrepartiet SLD, da forslaget blev behandlet første gang. Da Sejm fredag behandlede forslaget anden gang, skiftede SLD side og stemte med regeringen, som dermed fik tilstrækkelig opbakning til at nedstemme præsidentens veto.

    SLD gjorde dog klart, at partiet vil indbringe pensionsreformen for Forfatningsdomstolen for at få den til at se på, om dele af den er i strid med den polske forfatning.

    Udsigt til uro

    En politisk analytiker, Jacek Kucharczyk fra Institut for Statskundskab i Warzsawa siger til Polskie Radio, at SLDs kursskifte skyldtes to ting.

    Nogle grupper, blandt andet lærerne, får begrænset deres mulighed for tidligt at gå på pension, men på andre områder får de fordele af reformen.

    Lærernes fagforening og SLD er tætte bånd til hinanden. Derfor ville partiet ikke stemme imod hele reformen. Desuden kunne SLD ikke holde til at fremstå som tætte allierede med præsidenten og hans parti PiS.

    Jacek Kucharczyk forudser, at hele forløbet vil betyde en yderligere underminering af præsident Kaczynskis popularitet. Han forventer også, at vedtagelsen vil føre til protester fra nogle af de berørte faggrupper.

    Fagbevægelsen Solidarnosc har protesteret mod reformen, og inden den blev behandlet første gang var der uro på flere arbejdspladser.