En enlig hvid stork har valgt at blive i Polen, selv om alle artfællerne er taget mod varmere himmelstrøg. Foto: Martin Bager, polennu.dk.
WARSZAWA: En enlig hvid og stædig stork vil blive i Polen, selv om det er to måneder siden at artsfællerne fløj mod varmere himmelstrøg.
En enlig hvid stork er ved at gøre sig klar til at overvintre i Polen. For to måneder siden fløj artsfællerne mod Afrika for vinteren. Men mindst en er blevet i Polen.
Usædvanligt
– Det er højst usædvanligt for denne art, siger ornitolog Marek Stajszczyk til polsk radio. Han siger at storke fra hele Europa nu er fremme ved savannerne mellem Kenya og Sydafrika, hvor de søger ly for de kolde vinde i nord.
Det er for sent for storken at drage mod syd, da vindforholdene ikke længere er gunstige.
Kan overleve
Men Stajszczyk mener, at storken har en chance for at overleve de kommende måneder, hvis lokalbefolkningen hjælper den med føde.
– Jeg håber, at indbyggerne vil give ham noget mad. Det er ikke nødvendigt at fange storken og sætte den i zoologisk have, da storken er en vild fugl.
Ifølge naturforskere, yngler cirka 50.000 par i Polen hvert år. Polen har flest hvide storke i verden, og de udgør en femtedel af verdens samlede bestand af hvide storke.
200 km om dagen
Storkene flyver hvert år de 8.000 km til Afrikas savanner, og de letter i slutningen af august. En stork flyver cirka 200 km om dagen.