Engelsk nazist har bestilt tyveriet fra Auschwitz


    WARSZAWA: Det var en velhavende britisk nazi-sympatisør, der bestilte tyveriet af ’Arbeit Macht Frei’ skiltet fra Auschwitz.


    Flere polske medier skriver med henvisning til britiske Sunday Mirror, at det var en velhavende britisk ny-nazist, der bestilte tyveriet af det berømte skilt ved indgangen til Auschwitz.

    Interpool inddraget

    Den britiske velhavende nazist er fundet af politiet, og nu er det op til Interpool at få manden arresteret.

    Bestilt i Stockholm

    Tyveriet blev bestilt ved en højreekstremistisk gruppe i Sverige, der havde fået fem kriminelle polakker til at stjæle skiltet. Da det gik op for tyvene hvor stor forargelse tyveriet vakte verden over, og hvor stort et sikkerhedsopbud der blev iværksat af polsk politi, så blev tyvene skræmte, og delte skiltet i tre dele. Herefter gemte de skiltet i en skov uden for Gdansk.

    Det var meningen at skiltet skulle fragtes til en kælder i Stockholm, hvorefter den endelig pris for skiltet skulle aftales mellem den britiske nazist og den svenske højre-ekstremistiske gruppe.

    Svensk tip

    Men inden da blev skiltet fundet efter et svensk tip til det polske politi.

    Fem polske mænd er allerede blevet anholdt af politiet i Polen. De er små fisk i sagen, og har ingen relationer til bagmanden. Der venter dem alligevel op til ti års fængsel.

    Meningen var, at de fem kriminelle polakker skulle stå for transporten til Stockholm, og siden hen også fra den svenske hovedstad til London.

    Penge til terror

    Den britiske rigmand og nazist er en flittig samler af ’trofærer’ fra Adolf Hitlers Tredje Rige, og var villig til at betale store summer for skiltet.

    Pengene, som salget af skiltet kunne indbringe de svenske højre-ekstremister, skulle bruges til et attentat i Sverige, forud for valget til den svenske Riksdag senere i år.