
AARHUS: Når det polske EU-formandskab udløber til sommer, overtages det af Danmark. Overtagelsen af EU-formandskabet sker i Aarhus.
Polen og Danmark deler EU-formandskab i år, og fra sommer er det Danmark der tager over. Det sker i Aarhus, den 3. juli, oplyser Statsministeriet.
EU-formandskab
Danmark overtager EU-formandskabet på et afgørende tidspunkt i Europas historie. Et Europa der vil tage større ansvar for egen sikkerhed og forsvar og samtidig styrker sin konkurrenceevne og sammenhængskraft bliver blandt hovedtemaerne for formandskabet.
(Fortsættes under)
Regering og EU-top til Aarhus

Overtagelsen af formandskabet markeres i Aarhus den 3. juli, hvor statsministeren og den samlede danske regering tager imod Europa-Kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen.
– Vi skal bruge brydningstiden til at skabe et endnu stærkere Europa, der opruster og forsvarer sine demokratiske samfund og Ukraines fremtid i Europa. Europa skal styrke sin konkurrenceevne, udrulle mere grøn energi, få styr på migrationen og fastholde den sociale balance, som karakteriserer vores samfund. Det bliver Danmarks opgave at sætte retning, skubbe på for fremdrift og styrke sammenholdet i denne skæbnestund for Europa, siger statsminister Mette Frederiksen.
Europaminister: Støtte til Ukraine
– Med EU-formandskabet har Danmark en unik chance for at sætte Europas sikkerhed, støtten til Ukraine og vores konkurrenceevne på dagsordenen. Jeg glæder mig til, at Danmark kan skubbe på de dagsordener, som kan gøre Europa stærkere. Formandskabet skydes i gang i Aarhus og vil det næste halve år komme rundt i landet, så vi kan vise fantastiske Danmark frem for resten af Europa, siger europaminister Marie Bjerre.
Stolt borgmester
I Aarhus er der glæde over, at det danske EU-formandskab indledes i Aarhus.
– I en tid med splittelse og krig i verden er det vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen om vores demokrati og fælles værdier. Derfor er jeg stolt af og glad for at kunne byde Europa-Kommissionen og den danske regering velkommen til Aarhus. Det er en oplagt anledning til, at vi kan rykke endnu tættere sammen som by og som europæere, siger borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold.
Europæisk gadefest i Rådhusparken
Udover den officielle åbning vil Aarhus samme aften danne ramme om en offentlig markering af Danmarks EU-formandskab. I Rådhusparken vil der være åbent for alle interesserede til europæisk gadefest med bl.a. koncerter og fællesspisning.
Aarhus-borgmester og Europa minister

Sidste gang Polen og Danmark havde EU-formandskabet var for Polens vedkommende i andet halvår af 2011 og i Danmark var det i første halvår af 2012.
Den gang var den tidligere Aarhus borgmester – nuværende finansminister – Nicolai Wammen – Europaminister.
LINK: Mere om Aarhus (Visit Aarhus)
Flere danske byer
Efter åbningen i Aarhus bliver der en række uformelle EU-ministermøder i Aalborg, Herning, Horsens, Frederiksberg og København. Det er ottende gang at Danmark har EU-formandskab.
polennu.dk er danskernes vej til nyheder og informationer om Polen på dansk. Vi har fravalgt at have en betalingsmur – for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Der er flere muligheder.
LINK: Mere om Aarhus (Visit Aarhus)
Du kan donere valgfrit beløb via MOBILEPAY – 23435905 – eller med et engangsbidrag på DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00.