EU-kommissionen har bedt sin viceformand Frans Timmermans om at offentliggøre kommissionens vurdering af Polen på mandag, hvis der ikke er sket betydelige fremskridt fra polsk side inden da. Foto: YouTube.
BRUXELLES: Polen har fået frist til på mandag i krisen omkring Højesteret, ellers vil EU gå videre med proceduren imod landet.
EU-kommissionen, der i januar satte gang i en procedure med at overvåge retsstatsprincipperne i Polen, meddelte onsdag, at den har givet Polen en frist til på mandag.
Hvis der ikke senest mandag er sket “betydelige fremskridt” i forhold til at løse den fastlåste situation omkring Polens Højesteret, vil EU-kommissionen vedtage den vurdering af Polen, som er blevet udarbejdet, og gå videre til næste fase i proceduren imod Polen.
Slut med dialog
Mens den første fase i EU’s procedure har bestået i en periode med dialog mellem Polen og EU, så vil det være slut med dialogen i næste fase, som vil blive indledt efter kommissionens vurdering, hvis ikke Polen inden for en rimelig tidsramme følger vurderingen.
Næste fase består i anbefalinger fra EU, som ikke er til dialog. Proceduren vil i sidste ende kunne betyde, at Rådet i EU kan beslutte at tage stemmeretten fra EU. Det vil dog kræve enstemmighed.
Højesteret paralyseret
Krisen mellem Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) og Højesteret begyndte, da præsident Andrzej Duda i november nægtede at indsætte de fem Højesteretsdommere, der var blevet valgt af Polens tidligere parlament, og det ny parlament i stedet valgte fem nye dommere.
To af de nye dommere blev anerkendt gennem en dom fra Højesteret, men der er stadig uenighed om de sidste tre dommere. I december eskalerede krisen, da PiS med sit flertal i parlamentet vedtog en ny lov og Højesteret, som Højesteret har dømt grundlovsstridig.
Uenigheden om antallet af dommere og lovgrundlaget for Højesteret har siden årsskiftet reelt gjort Højesteret ude af stand til at fungere.
International kritik
Den polske strid omkring Højesteret er blevet kritiseret af blandt andre USA og EU.
Europarådets Venedigkommission, der anses for en demokratisk vagthund for de europæiske lande, har i en officiel vurdering i marts udtalt, at striden er en trussel mod demokratiet i Polen.
Stejl konflikt
De polske parter har hidtil stået meget stejlt over for hinanden, da regeringspartiet nægter at anerkende Højesterets seneste dom, mens Højesteret og oppositionspartierne ikke vil acceptere en løsning, der ikke indeholder en anerkendelse af af dommen.