EU holder dampen oppe på den polske økonomi

    EU_holder_dampen_oppe_på_polsk_økonomi

    Den polske økonomi er på “EU stereoider” skriver Gazeta Wyborcza om tilskudene fra EU, der blandt andet går til anlæg af veje. Foto: gddkia.gov.pl


    WARSZAWA: Den polske økonomi udvikler sig takket være tilskud og investeringer fra EU, konkluderer forskere.


    Tilskud og investeringer fra EU spiller en afgørende rolle for den polske økonomi.

    Uden pengene fra EU ville det polske bruttonationalprodukt (BNP) sidste år have været 3,7-5,6 procent lavere, end det blev, skriver avisen Gazeta Wyborcza.

    Tallet stammer fra en undersøgelse, som Institut for Regional Research i Warszawa har foretaget for Ministeret for Regional Udvikling.

    Mindre arbejdsløshed

    Et andet tal fra undersøgelsen handler om arbejdsløsheden i Polen, som uden EU tilskuddene ville have været mellem 1,2 og 3,2 procentpoint højere.

    Penge fra Bruxelles har løftet investeringerne i Polen med mellem 17 og 32 procent, vurderer forskerne.

    Det bedste i vente

    Og det bedste er stadig i vente. I løbet af de kommende tre år vil EUs tilskud løfte det polske BNP med 5,7 – 7,4 procent.

    Arbejdsløsheden forventes i samme periode at falde med tre procentpoint.

    Polens BNP ligger i dag på 63 procent af EU gennemsnittet. I løbet af to år forventer forskerne, at det vil stige til 69 procent.