EU lande enige om indsats mod social dumping

    Europaparlamentet

    Regeringerne i EU-landene er enige om tiltag for at bekæmpe social dumping. Nu skal forslaget behandles i parlamentet. Arkivfoto.


    BRUXELLES: Beskæftigelsesministre fra EU-landene har nået et kompromis, der skal hindre social dumping når arbejdere fra et EU-land er udstationeret i et andet medlemsland.


    Den danske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er godt tilfreds med det kompromis, der blandt andet åbner for at indføre kædeansvar – i første omgang inden for byggebranchen – og sætter nærmere betingelser for kontrollen med udstationerede arbejdere, skriver Ritzau. Netop defenitionen på social dumping har været til genstand for stor diskussion mellem ministeren, 3F og den polske ambassade i København.

    – Der er alvorlige problemer med social dumping. Derfor er det vigtigt med bedre håndhævelse i EU.

    – Et nyt direktiv vil give os bedre redskaber i kampen mod social dumping, for eksempel et mere forpligtende samarbejde med andre lande om at bekæmpe firmaer, der reelt er ude på at underbyde med dårlig løn og arbejdsvilkår.

    Lidt her og der

    – Alle lande gav i dag de nødvendige indrømmelser, og det er en vigtig markering af, at landene tager arbejdstagernes beskyttelse alvorligt, siger beskæftigelsesministeren i en skriftlig kommentar efter mandagens møde i Bruxelles til Ritzau.

    Sejr for Danmark

    Danmark er blandt de lande, der har kæmpet for at sikre, at man ikke på forhånd skulle låse sig fast på, hvad arbejdslandets myndigheder kan kontrollere i form af for eksempel identiteten på de udsendte arbejdere og deres arbejdsgiver i hjemlandet.

    Ifølge en pressemeddelelse fra ministerrådet er det endt med et kompromis, der kun tillader kontrolmekanismer, “der er velbegrundede og forholdsmæssige”.

    Det er en sejr for Danmark og andre lande, der kæmpede imod, at der på forhånd skulle skrives en færdig liste over alt det, det skal være tilladt at kontrollere.

    Next stop Europa-Parlamentet

    Socialkommissær László Andor opfordrer nu til en hurtig forhandling med Europaparlamentet, så de endelige regler kan falde på plads.

    – Kommissionen byder rådets generelle indstilling om nye regler for at håndhæve garantierne mod social dumping i udstationeringsdirektivet rigtig meget velkommen.

    – Der er et akut behov for at håndhæve garantierne i EU’s regler for at sikre, at de udstationerede arbejderes rettigheder bliver respekteret i praksis og for at gøre det muligt for europæiske virksomheder at arbejde inden for kendte og gennemsigtige juridiske rammer, siger Andor på et pressemøde.