WROCLAW: En afstemning blandt de polske medlemmer af Europaparlamentet, betyder at Wroclaw bliver vært for et nyt EU kontor i Polen. Beslutningen skal dog først godkendes af kommissionen.

Der måtte en afstemning til, før Wroclaw blev udpeget som den anden by i Polen med eget kontor for Europaparlamentet.

Det nye kontor i Wroclaw får nogenlunde samme opgaver, som kontoret i Warszawa har i dag.

Kandidat-byerne

Egentlig var det planen at det nye kontor også skulle ligge i Warszawa, men det har de polske euro-politikere modsat sig. Oprindeligt havde 11 byer budt sig til som værter, men de seks byer som medlemmerne til sidst stemte om var Krakow og Katowice i syd, Wroclaw og Poznan i vest, Gdansk i det nord og Lodz i det centrale Polen.

Krakow blev nummer to med 18 stemmer efter Wroclaw, der opnåede 24 stemmer.

Wroclaw et godt valg

MEP Jacek Protasiewicz fra Borgernes Platform (PO) sagde efter valget:

– Wroclaw blev valgt som værtsby for Europa-Parlamentets kontor, fordi de unge i byen støtter godt om det europæiske projekt, ligesom også top-politikerne Vaclav Havel, tidligere præsident i Tjekkiet, og Aleksandr Milinkevic, der er leder af den hviderussiske opposition, har støttet byens kandidatur, afslørede det polske parlamentsmedlem i EU.

Samme arbejdsopgaver

Det ny EU-kontor i Wroclaw skal, i lighed med Warszawa kontoret, fremme Europaparlamentets interesser i Polen, arrangere konferencer og skabe debat om EU, ligesom de to kontorer også vil udgive bøger, tidsskrifter, rapporter m.v. fra EU.

Kontoret i Wroclaw åbner efter planen til næste år, men skal først godkendes formelt af Europakommissionen i Bruxelles.