Flere polakker vælger en cykel som vigtigste transportmiddel

cykel_demonstration_warszawa_polen_maja_giannoccaro_polennu

Cykling bliver mere og mere populært i Polen – en cykeldemonstration i juni sidste år i Warszawa trak mange mennesker. polennu.dk fulgte med, da en lignende cykeldemonstration blev gennemført i 2011. Dengang var der kun 12 cykler, og langt flere politibetjente til at følge cyklisterne rundt i byen. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


WARSZAWA: Cykel-udlejning er blevet et boom i Polen, efter de første stander-systemer til cykler så dagens lys i hovedstaden for bare få år siden.


Cykeludlejning i de polske byer bliver stadig mere og mere populært.

I Warszawa så de første cykeludlejningsstandere dagens lys første gang i 2012, og siden er det gået stærkt. Otte store polske byer har i dag cykeludlejning, samt en række mindre byer.

Warszawa størst

I Warszawa, som er den største cykelby, er der alene 176 standere hvor man kan leje cykler. I byen er 2.700 cykler tilknyttet. I byerne Wroclaw, Krakow, Poznan og Bialystok er der også mange cykler, om end mindre end i hovedstaden.

Flere på vej

Senere i år kommer der også cykeludlejningsstandere i Szczecin (Stettin) og Lublin. Næste år kommer ordningen til Bydgoszcz og Lodz.

Otte polske byer

Nextbike Polska, der driver udlejningssystemer i otte polske byer, siger at de har haft 300.000 faste brugere siden starten i 2011, mens det samlede antal udlejninger i de otte byer siden starten har rundet 4,5 millioner.

Boom for cykling

– Det er et boom for cykling i Polen. Flere mennesker siger, at cyklen er blevet deres vigtigste transportmiddel, siger Tomasz Wojtkiewicz, der er chef for Nextbike Polska.

Cykeludlejningen er mest populær i Warszawa, efterfulgt af Wroclaw og Bialystok.