Flere og flere polske kvinder skriver under på kontrakter om ledende stillinger. 35 procent af kvinderne har en chefstilling i Polen, og det er flere end i lande som f.eks. Danmark, viser en ny europæisk undersøgelse. Foto: Iben Molgaard Madsen.
WARSZAWA: Den moderne polske kvinde har ambitioner, starter egen virksomhed og konkurrere med mændene på arbejdsmarkedet. Flere kvinder i Polen har en chefstilling, end i Danmark. .
Ifølge en ny undersøgelse, der er gennemført af analysefirmaet Inquiry, er de polske kvinder mere resultatorienterede og ambitiøse end for nogle år siden.
I Polen er ‘business-woman’ et relativt nyt begreb. Frem til kommunismens kollaps i Polen i 1989 var kvindens job ofte begrænset til husligt arbejde. Men i dag er antallet af polske kvindelige chefer eksploderet – også blandt iværksættere.
Flere chefer i Polen
Ifølge Eurostats statistikker arbejder kvinderne som ledere i 35 procent af alle virksomheder i Polen. Til sammenligning er det kun 24 procent af kvinderne i Danmark der har topjob og 27 procent i Tyskland.
Hver fjerde polske kvinde ejer en virksomhed, mens det kun er 11 procent af kvinderne som helhed i EU, der gør det, oplyser webportalen egospodarka.pl .
Går op i udseende
Polske kvinder bekymrer sig om deres udseende. 94 procent af de erhvervsaktive kvinder, og 89 procent af arbejdsløse polske kvinder, går på skønhedssalon mindst en gang om måneden. De moderne kvinder går op i deres helbred, er ofte på slankekur, dyrker sport, rejser til udlandet, og er ofte på udkig efter en yngre kæreste.
Bestemmer hjemme
Kvinderne har også overtaget i deres familier. 91 procent af de polske kvinder tager de vigtige beslutninger om penge. De har styre på familiens budget, og det er 60 procent af dem, der bestemmer, hvornår familien skal købe ny bil.
Mænd stadig med
Trods kvindernes stærke position på arbejdsmarkedet og i hjemmet, så er det stadig mændene der dominerer i Polen indenfor sport, biler, politik og i finanssektoren.