Flertal af polakkerne er imod accept af ACTA-aftalen

    Stop_ACTA_demonstration_i_Warszawa_Polen_polennu

    Et flertal af polakkerne er imod en ny international aftale, der begrænser den frie adgang til internettet. Statsminister Donald Tusk afviser en folkeafstemning om spørgsmålet, men aftalen skal godkendes i parlamentet, før den har gyldighed. Foto: YouTube.


    WARSZAWA: Statsminister Donald Tusk afviser oppositionens krav om en folkeafstemning om ACTA-aftalen. Polakkerne er imod polsk deltagelse.


    Den omstridte aftale der er indgået mellem USA, Japan, EU og en række andre lande, om regulering af internettet, har givet anledning til store folkelige protester i Polen. Polen underskrev aftalen torsdag i Tokyo.

    Flere demonstrationer

    I ugens løb har flere af myndighedernes hjemmesider været udsat for hacker-angreb, og i flere byer har der ugen igennem været demonstrationer. Fredag aften var der demonstration foran præsidentpaladset i Warszawa. Demonstrationen var ledet af Palikot-bevægelsen, der har ti procent af mandaterne i det polske underhus, Sejmen.

    Polakker i mod

    64 procent af polakkerne er imod polsk tiltrædelse af ACTA-aftalen, 21 er for og 15 procent har ingen mening. Halvdelen mener, at aftalen er en krænkelse af ytringsfriheden, mens 60 procent mener, at ACTA-aftalen alligevel ikke hjælper på øget netsikkerhed.

    Kræver folkeafstemning

    Oppositionslederen, Jaroslaw Kaczynski, har krævet en folkeafstemning om spørgsmålet, men det afvises af den polske statsminister Donald Tusk.

    – Jeg vil gerne tage ansvaret på mine egne skuldre, så det er bekvemt for Jaroslaw Kaczynski, sagde Donald Tusk i en kommentar.

    Ministerafgang?

    Ifølge flere forlydender betyder balladen omkring ACTA-aftalen, formentlig at kulturminister Bogdan Zdrojewski må træde tilbage.

    – Hvis nogen skal betale prisen for ACTA-krisen, bliver det sikkert Zdrojewski, siger en kilde tæt på regeringen til dagbladet Rzeczpospolita. Kulturministeriet var gentagne gange blevet bedt om at have dialog med internet-brugernes organisationer, mens aftaleteksterne blev sendt til høring. Det skete ikke.

    Ude af trit med tiden

    Ministeren for Digitalisering, Michal Boni, erkendte overfor polsk radio, at regeringen er ude af trit med de unge mennesker.

    – Vi er på vej ind i en brydningstid med den nye ”2.0-generation”.

    – For unge mennesker, er det vigtigste friheden på internettet, ikke som det var for mig og min generation – et uafhængigt Polen, sagde ministeren for digitalisering i en kommentar til ACTA-balladen.

    Nye angreb?

    De polske hackere har forholdt sig i ro de seneste dage, men det er fortsat uklart om der vil blive indledt nye angreb, som den anonyme gruppe, der angreb flere ministeriers hjemmesider i weekenden, har truet med.

    22 årig anholdt

    Foreløbig har polsk politi kun anholdt en person, en 22-årig mand fra Wroclaw, der har erkendt, at han har hacket flere offentlige hjemmesider. Han siger, det blot er en hobby. Hvor stor en del af ansvaret han bærer for angrebene sidste weekend på bl.a. statsministerens hjemmeside, vides fortsat ikke.

    Imens fortsætter protesterne i Polen og flere andre steder i verden.