Forbud mod salg af alkohol i tog og på banegårde

    Polsk øl bliver taget ned fra hylderne på banegårde og i tog, hvis en ny lov som Sejmen netop har vedtaget bliver godkendt af Senatet og præsidenten. Foto: Martin Bager, polennu.dk


    WARSZAWA: Et flertal i det polske underhus, Sejmen, har vedtaget en ny lov, der forbyder salg af alkohol i tog og på jernbanestationerne i Polen.


    Står det til flertallet i det polske underhus, Sejmen, så vil det fremover være forbudt at sælge alle former for alkohol i cafeterier og restauranter på landets togstationer, lige som flertallet vil forbyde ethvert salg af alkohol i de polske tog.

    Regering bakker op

    – Vi vil ikke tillade, at der sælges alkohol i jernbanevogne og på togstationer, sagde den polske vicesundhedsministeren Marek Haber i forbindelse med afstemningen.

    Farvel til lokale regler

    Initiativet til det nye forbud er blevet fremskyndet, efter at flere polske regioner selv har indført egne alkoholregler på visse strækninger, som efterlader passagerne i vild forvirring om, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Med den nye lov ophæves samtidig alle lokale eller regionale regler om alkohol og togtrafik.

    Internationale undtagelser

    Det vil dog, selv efter lovens ikrafttræden, stadig være muligt at købe alkohol i tog på det polske jernbanenet. Internationale trafikaftaler hindrer nemlig, at et forbud kan omfatte tog, der passerer de polske grænser, som f.eks. toget mellem Warszawa og Berlin.

    Processen

    Før loven kan føres endeligt ud i livet, er det en forudsætning, at det polske parlaments andet kammer, Senatet, tiltræder forslaget, lige som det også er en formel nødvendighed, at den polske præsident underskriver loven.