Jagna_Marczułajtis-Walczak_Sejm_02
KRAKOW: Forsøg på at købe sig til positiv omtale i pressen fra hendes mands side har fået formanden for Polens olympiske bud i Krakow til at træde tilbage.
LÆS  Ny flyrute mellem København og Krakow


Det er få uger side, at Krakow i det sydlige Polen indsendte sin officielle ansøgning om at blive vært for vinter OL i 2022, men nu er projektet ramt af en skandale, der har fået formanden for komiteen Krakow 2022, der står for Polens olympiske bud, tidligere olympisk atlet i snowboard, Jagna Marczulajtis-Walczyk til at træde tilbage.

Manden udløste skandale

Det er Marczulajtis-Walczyks mand Andrzej Walczyk, der har udløst skandalen ved angiveligt at have forsøgt at købe sig til en bedre medieomtale.

Andrzej Walczyk mødtes i sidste uge med redaktøren for net portalen lovekrakow.pl Patryk Salamon, som han på en gang tilbød honorar for at udarbejde promotion materiale for OL i Krakow og samtidig forsøgte at overtale til at skrive bestemte historier om OL i Krakow på netportalen lovekrakow.pl.

Ingen bemyndigelse

Skandalen bliver endnu større, fordi Andrzej Walczyk ikke selv sidder i komiteen for det olympiske bud og ikke arbejder officielt for den. Han har derfor slet ingen bemyndigelse til at forhandle på komiteens vegne.

Skjulte lydoptagelser

Redaktøren for lovekrakow.pl offentliggjorde senere hele korrespondancen samt skjulte lydoptagelser fra mødet med Andrzej Walczyk, hvor de aftaler honorar-afregningen for hans PR arbejde for den olympiske komite.

Selvom lydoptagelserne efterlader flere uafklarede spørgsmål, som Walczak og Salamon har givet forskellige svar på, er sagen blevet så belastende, at formanden for den olympiske komite Jagna Marczulajtis-Walczyk har valgt helt at forlade komiteen.

Længerevarende kritik

LÆS  Fodboldklubben Wisla Krakow får inddraget licens

Marczulajtis-Walczyk mener ikke selv, at hun har gjort noget galt, og hun tager afstand fra sin mands handlinger, som hun påstår ikke at have haft kendskab til.

LÆS  Krakow deler sorg med lokale muslimer

Der har dog i længere tid været kritik af hendes evne til at styre arbejdet i den olympiske komite. Der er for eksempel ikke blevet offentliggjort officielle tal for, hvor meget OL i Krakow kommer til at koste.

Ifølge dagbladet Gazeta Wyborcza har Krakows regionale og lokale myndigheder allerede tabt tilliden til Marczulajtis-Walczyk, og flere anonyme kilder har bekræftet, at hun ville blive skiftet ud, hvis Krakow blev valgt som vært for vinter OL i 2022.

Det forventes nu, at komiteen bliver opløst og at der vil blive dannet en helt ny komite.

Fire andre byer

Krakow konkurrerer med fire andre byer om værtsskabet for OL i 2022, Oslo, Kiev, Beijing og Almaty. Den internationale olympiske komite offentliggør deres valg af værtsby i juli 2015.

Myndighederne i Krakow har valgt, at der skal holdes en folkeafstemning i Krakow den 25. maj, hvor befolkningen skal høres om deres holdning til et eventuelt værtsskab for vinter OL i 2022.