
WARSZAWA: Lørdag blev Estland, Letland og Litauen koblet fri af Rusland med el. Søndag tilsluttes landene Polen og Europa.
Fri af Rusland. Lørdag morgen klokken 9.09 var alle elektricitetssystemerne i de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen frakoblet det russisk-kontrollerede IPS/UPS-system. De tre landes el-systemer er forbundet, og søndag bliver de via Polen tilsluttet det europæiske el-net.
Fri af Rusland lørdag
– Hele processen varede næsten tre timer, siger det estiske Elering-talsmanden Ain Köster.
– Vores sydlige naboer begyndte at operere klokken 6.00. Linjerne mellem Litauen og Kaliningrad (Rusland) gik offline omkring klokken 6.40, linjerne mellem Litauen og Hviderusland klokken 7.30. Forbindelsen mellem Letland og Rusland klokken 8.00, og mellem Estland og Rusland klokken 9.09.
– Afbrydelsen har ikke påvirket forbrugerne, og alle systemer er stabile, oplyser talsmanden.
(Fortsættes under)
Kobles til Polen søndag
Det er planen, at de tre baltiske lande kobles på det europæiske elnet gennem Polen, søndag klokken 14.00. Når tilslutningen er gennemført vil Estland, Letland og Litauen være en del af verdens største elnet, der betjener mere end 400 millioner forbrugere i 26 lande.
Den samlede pris på forbindelserne i de tre lande og tilslutningen til Europa er 1,6 milliarder euro.
Krig satte strøm til
Planerne om at frakoble Estland, Letland og Litauen fra det russiske elnet, har været debatteret i årtier. Debatten blussede op igen, da Rusland gik militært ind i Ukraine i 2014, og efter den anden invasion i 2022, ville de tre baltiske lande være fri for afhængighed af russisk el.
– Nu har vi kontrollen, sagde Litauens energiminister Zygimantas Vaiciunas lørdag.
EU-formand til åbning
Søndag vil Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen deltage i en ceremoni søndag i Litauens hovedstad Vilnius. Flere iagttagere mener, at de mange sabotage handlinger på kritisk infrastruktur som søkabler, hænger sammen med de tre landes frakobling af det russiske elnet.
Fri af Rusland – energi og sikkerhed
– I fremtiden bliver elsystemerne i de tre lande synkroniseret via kabler mellem Litauen og Polen. Det er endnu et forsøg på at vriste sig fri af Rusland, som flere gange har vist, at de er villige til at bruge energiforsyningen som våben, siger Jørgen S. Christensen, teknologidirektør i den danske brancheorganisation for el – Green Power Denmark.
– Europa er med til at sikre, at der er lys i Ukraine, selvom kraftværkerne bliver bombet. Det er det meste konkrete eksempel på, at energi og sikkerhed er to sider af samme sag, siger Jørgen S. Christensen, Green Power Denmark.
LINK: Mere om forbindelse fra Green Power Denmark
LIVE: Følg strømmer i de baltiske lande og Polen
polennu.dk har hver dag – året rundt siden 2008 leveret nyheder fra og om Polen og polakkerne på dansk. Vi har fravalgt at have en betalingsmur – for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Der er flere muligheder.