tog_chengdu_lodz
LODZ: En ny direkte togrute med godstog får regelmæssige afgange mellem Polen og Kina.

Varer kan nu blive fragtet direkte med tog fra Lodz i Polen til Kina.

Toget kører gennem Polen, Hviderusland, Rusland og Kasakstan til Chengdu, der ligger i den kinesiske Sichuan-provins. I alt varer den 9.826 kilometer lange tur 12 dage, hvilket er 10 dage hurtigere end togtransport normalt tager, skriver bizpoland.pl.

Tog kørte tomme til Kina

Det kinesiske selskab Chengdu Hatrans YHF Intermodal Logistics står for driften af ruten.

Godstogene har siden april i år været i drift den modsatte vej – fra Chengdu til Lodz, men hidtil er de kørt tomme retur til Kina.

– Hidtil er 23 tog kørt fra Kina til Polen, og de har tilsammen transporteret 1.886 TEU, siger direktør i det kinesiske selskab Chen Zhongwei ifølge bizpoland.pl.

En TEU svarer til en 20 fods container.