Handelskammer fortæller hvad du bør vide om Polen

    Peter_Tærø_Nielsen_polen_polennu

    Advokat Peter Tærø Nielsen vil på seminaret øse af sin store viden om Polen, hvor han har boet og arbejdet i omkring 20 år. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk


    KØBENHAVN: Hvad du bør vide om Polen, er titlen på et seminar, arrangeret af Det Polsk Danske Handelskammer (PDCC).


    Hvis man har planer om at etablere virksomhed i Polen eller tiltrække polske eksperter til Danmark, vil der være gode råd at hente på et seminar 21. november i København.

    “Hvad du bør vide om Polen” er titlen på arrangementet, som Det Dansk Polske Handelskammer står bag.

    Medarbejdere og eksperter

    På mødet fortæller en række eksperter om, hvad du skal tage højde for, hvis du for eksempel skal ansætte lokale medarbejdere i Polen.

    Der vil også være gode råd at hente for virksomheder, som tænker på at tiltrække polske eksperter til Danmark eller, hvis man selv skal udstationeres i Polen.

    Arlas erfaringer

    Seminaret vil blandt andet komme ind på emner som lederskab, organisation, love, skatteregler og kulturforskelle.

    Ud over en række polske og danske eksperter byder seminaret på et oplæg fra to repræsentanter fra Arla, der fortæller om mejerikoncernens erfaringer med at etablere et servicecenter i Gdansk.

    Polsk-dansk med engelsk navn

    Handelskammeret har til formål at fremme samhandel og samarbejde mellem Danmark og Polen. Alligevel har foreningen valgt et engelsk navn “Polish Danish Chamber of Commerce”, som forkortes PDCC.

    Derfor er det på hjemmesiden pdcc.dk, man kan finde yderligere oplysninger om arrangementet og melde sig til.