Hemmelig lydoptagelse skaber politisk skandale

    Polens_nationalbankdirektør_Marek_Belka_i_København_foto_Bjarne_Jensen,_polennu

    Marek Belka har tidligere været både finansminister og statsminister i Polen og har siden 2010 været nationalbankdirektør. Nu tyder hemmelige optagelser på, at han måske har haft mere indflydelse på regeringens politik, end han formelt har ret til. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk


    WARSZAWA: Polens nationalbankdirektør og indenrigsminister er kompromitteret efter offentliggørelsen af hemmelig lydoptagelse af et privat møde.


    Det polske ugeblad Wprost offentliggjorde lørdag en hemmelig lydoptagelse af et privat møde sidste sommer mellem Polens nationalbankdirektør Marek Belka og Polens indenrigsminister Bartlomiej Sienkiewicz. Lydoptagelsen har skabt politisk ravage og dele af oppositionen kræver nu regeringens afgang.

    Diskuterede ministers afgang

    På det private møde, der foregik på en restaurant i Warszawa forhandlede nationalbankdirektøren indenrigsministeren om finansiel støtte fra nationalbanken til de polske statsfinanser til gengæld for en ny lov om nationalbanken.

    Nationalbankdirektøren Belka gav også sin mening til kende om den daværende finansminister Jacek Rostowski, som efter hans mening burde fyres. Det skete fire måneder senere, hvor Rostowski måtte gå af i en ministerrokade og blev efterfulgt af Mateusz Szczurek.

    Oppositionen i oprør

    Afsløringerne har fået dele af Polens opposition til at kræve indenrigsministerens og nationalbankdirektørens afgang, mens andre kræver hele regeringens afgang og nyvalg.

    Nationalbankdirektør afviser

    Polens nationalbank afgav søndag en erklæring, hvor det blev afvist, at Marek Belka havde krævet finansministerens afgang, men blot havde informeret om hans syn på deres samarbejde.

    I erklæringen beklagede Marek Belka dog sit sprogbrug, der var præget af, at det var en privat samtale.

    Afventer reaktion fra statsministeren

    Det forventes, at statsminister Donald Tusk holder pressemøde mandag, hvor han forholder sig til lydoptagelserne.

    – En uheldig historie. Jeg undervurderer den ikke, skrev Tusk på Twitter.

    Flere lydoptagelser på vej

    Ugebladet Wprost har meddelt, at de har flere lydoptagelser på vej fra restauranten i Warszawa, der har en særlig VIP-afdeling. Ugebladet har allerede lækket en anden lydoptagelse, hvor tidligere transportminister Slawomir Nowak og tidligere direktør i finansministeriet om, hvordan man kunne takle en undersøgelse af transportministerens kone.