Hemmeligt notat om samtale mellem Kaczynski-brødre

kaczynski_lech_film_smolensk
Fra filmen Smolensk, hvor præsident Lech Kaczynski taler med sin bror Jaroslaw i telefonen for sidste gang, 20 minutter før ulykken der kostede 96 polakker livet, fandt sted. PR-foto fra filmen Smolensk.

WARSZAWA: En tidligere dommer kender til indholdet af et hemmeligt notat, der rummer samtalen mellem Lech og Jaroslaw Kaczynski, der fandt sted 20 minutter før ulykken i Smolensk for ti år siden.


En polsk dommer, Wojciech Łączewski, der sendte en minister og tidligere leder af det hemmelige politi, CBA, bag tremmer, har overfor flere medier fortalt, at der findes et hemmeligt notat i tjenesten, der er et resume af den sidste samtale mellem Jaroslaw og Lech Kaczynski. Samtalen fandt sted om morgenen den 10. april 2010 – eller for 127 måneder siden. Begge brødre skulle sammen med 95 andre højtstående polakker til 70 års Katyn-markering i Rusland.

Frarådede turen

Flyvelederne sagde til præsidentflyets kaptajn, at vejret var for dårligt til at flyve, og at det var helt hasarderet at forsøge at lande i Smolensk lufthavn. Piloterne blev presset til at tage af sted, en af dem nægtede, og forlod flyet. En ny blev tilkaldt. Den nuværende partiformand Jaroslaw Kaczynski meldte afbud i sidste sekund.

smolensk_10_apr_2010_rusland_polen_praesident
Vraget af præsidentens fly i Smolensk 10. april 2010. Arkivfoto.

Mens præsident Lech Kaczynski og 95 andre svævede rundt i præsidentflyet over Smolensk nedlagte militære lufthavn, hvor flyvelederne også frarådede ethvert landingsforsøg, så talte han med sin bror Jaroslaw, der var blevet i Warszawa. Flyet forsøgte herefter at lande – i andet forsøg – og det blev fatalt. Samtlige ombordværende omkom.

Jaroslaw Kaczynski mener, at det var et attentat – iværksat af daværende statsminister Donald Tusk og hans daværende russiske kollega, Vladimir Putin.

FØLG 10 ÅR MED SMOLENSK-ULYKKE HER

walesa_og_kaczynski_retten_gdansk
Fra retssagen mellem Lech Walesa og Jaroslaw Kaczynski, der kræver en undskyldning, fordi Lech Walesa har sagt, at Jaroslaw Kaczynski slog sin bror ihjel i Smolensk. Privatfoto.

Walesa: Jaroslaw pressede på

Tidligere præsident Lech Walesa har sagt om ulykken, at det var Jaroslaw Kaczynski, der pressede sin bror til at lande. Kaczynski blev så sur, at han anlagde retssag med krav om økonomisk erstatning og en undskyldning. Lech Walesa blev dømt til at trække sine ord tilbage i retten, men det har Nobels Fredsprismodtageren nægtet. Han ved han har ret, men kan ikke bevise det.

Men nu bakkes han op i sin teori, af en tidligere dommer.

Dømte de forkerte – benådet af præsidenten

Wojciech Łączewski havde været dommer i mange år, indtil han dømte lederen af det hemmelige politi CBA, Mariusz Kamiński og hans kollega Maciej Wąsik tre års fængsel. De to blev dog straks benådet af præsident Andrzej Duda. I november 2019 trak han sig som dommer, fordi han ikke ville være med til at ”ødelægge retsvæsenet i partiets (regeringspartiet Lov og Retfærdighed – PiS, red.) interesse”. Til Newsweek Polska siger han blandt andet:

– Jeg kender ikke til Jarosław Kaczynskis moral og principper. Efter min mening har han enten ikke nogen, eller også har han i al fald et meget overfladisk forhold til dem. I betragtning af hans adfærd efter den 10. april 2010, så er han en ekstremt kynisk person, siger tidligere dommer Wojciech Łączewski til Newsweek Polska.

Anklagemyndigheden har anklaget dommer Wojciech Łączewski for at lække informationerne til relevante myndigheder, og for at komme med falske udtalelser.

– Justitsminister Ziobro, der er anklagemyndigheden, prøver at gøre mig til en skurk. Hvorfor? Fordi jeg har omfattende viden om, hvad det hemmelige politi CBA gjorde under Mariusz Kamiński (tidligere PiS-minister med ansvar for CBA). Jeg kender også til notatet om Kaczyński-brødrenes sidste samtale, siger dommeren. Den fandt sted 20 minutter før præsidentflyet forulykkede i Smolensk.

jaroslaw_kaczynski_polen_polennu
Jaroslaw Kaczynski får kontroltab i parlamentet, og beskylder oppositionen for at være mordere og for at have slået hans bror ihjel. Arkivfoto.

– Hvis offentligheden kendt til indholdet af brødrene Kaczyński sidste samtale, ville man nå frem til en anden konklusion end den vi kender i dag, siger dommer Łączewski.

Centrum afspærret

Hver måned siden april 2010, har Jaroslaw Kaczynski markeret ulykken. Mens han var i opposition, var det gennem demonstrationer, der krævede en uvildig international undersøgelse af ulykken, som han påstod var et attentat. Tirsdag – den 10. november 2020 – blev centrum af Warszawa – vejene omkring Pilsudski pladsen spærret af et hav af politifolk, for at beskytte Jaroslaw Kaczynski, der ville lægge blomster på pladsen. Det var 127. gang, der var Smolensk markering i Warszawa.

Pressede Jaroslaw sin bror i døden?

Liget_af_Lech_Kaczynski_fra_Smolensk_Katyn_til_Warszawa_Polen_polennu
Liget af præsident Lech Kaczynski kommer til Warszawa. Arkivfoto.

Trods en ny Smolensk-kommission, og en genopgravning af de omkomne, er det ikke lykkedes Kaczynski at overbevise ret mange om, at det var et attentat der sendte præsidentflyet til landing. Der er ingen tekniske beviser der peger i den retning. Derimod kan det hemmelige notat vise, at det i virkeligheden var Jaroslaw Kaczynski selv, der pressede sin bror og 95 andre i døden i tæt tåge i Smolensk for ti år siden.

En talsmand fra regeringspartiet, afviser at der findes noget notat om samtalen mellem brødrene.

FØLG 10 ÅR MED SMOLENSK-ULYKKE HER

Et af de sidste billeder med Lech og Jaroslaw Kaczynski sammen.
PS! Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00  Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.