Højesteret: Valg af nye Højesteretsdommere ugyldigt

    Højesteret har godkendt resultatet af de fire folkeafstemninger, der blev gennemført sammen med parlamentsvalget den 15. oktober. De er dog ikke gyldige. Arkivfoto.

    Højesteret afgjorde onsdag, at det var i strid med Grundloven, da Polens ny-valgte parlament i sidste uge valgte nye Højesteretsdommere i stedet for dem, der blev valgt i oktober. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Parlamentet havde ikke ret til at vælge tre nye Højesteretsdommere og annullere det tidligere valg af dommere, siger ny afgørelse fra Højesteret i Polen.


    Onsdag eftermiddag traf Højesteret igen en afgørelse i den strid omkring valget af Højesteretsdommere, som har udviklet sig i Polen efter parlamentsvalget den 25. oktober.

    Valg af dommere ugyldigt

    Højesterets afgørelse onsdag slår fast, at den lov, som Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) stemte igennem parlamentet i november, og som har givet mulighed for at annullere det tidligere valg af Højesteretsdommere og i stedet vælge nye, på en række punkter er i strid med Grundloven, og at sidste uges valg af tre ud af fem nye Højesteretsdommere derfor ikke er gyldigt.

    Indsat om natten

    De Højesteretsdommere, der blev valgt i sidste uge, blev ved en lynprocedure indsat natten til torsdag af Polens præsident Andrzej Duda, efter at han i ugerne forud havde nægtet at indsætte de Højesteretsdommere, der var blevet valgt af det tidligere parlament i oktober måned.

    Nægter at følge Højesteret

    Højesteret afgjorde allerede torsdag i sidste uge, at Præsident Duda har pligt til at indsætte de tidligere valgte dommere, men præsidenten har nægtet at følge den afgørelse, og vil i stedet indkalde en arbejdsgruppe, der skal se på nye regler for Højesteret.

    Europa-kommissionen ind i sagen

    Europa-kommissionen meddelte tirsdag, at den er begyndt at efterforske striden om Højesteret i Polen for at få fastslået fakta i sagen. Europa-kommissionen anvender proceduren for systemiske trusler mod retsstaten, der blev indført i 2014 i forbindelse med udviklingen i Ungarn under Viktor Orban, fortalte talsmand for Europa-kommissionen Margaritas Schinas på et pressemøde tirsdag.

    Ansvar for Grundloven

    Højesteret i Polen tager stilling til om love er i overensstemmelse med Grundloven, men fører ikke almindelige sager, der er anket fra landsretten. Den svarer derfor ikke helt til Højesteret, som vi kender det i Danmark, men er nærmere en forfatningsdomstol.