I storbyerne svarer 70 procent, at demokratiet i Polen er truet, mens det på landet er 52 procent. Målingen kommer efter, at Polens præsident og regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) gentagne gange er blevet kritiseret for at have brudt Polens grundlov. Foto: Maja Giannocaro, polennu.dk.
WARSZAWA: 55 procent af polakkerne svarer i meningsmåling, at de føler demokratiet i Polen er truet, efter præsidentens og parlamentets handlinger de seneste uger.
55 procent af de adspurgte polakker svarer i en meningsmåling fra IBRiS, at de er enige i, at demokratiet i Polen er truet.
35 procent er ikke enige i udsagnet, mens 10 procent hverken er enige eller uenige. Det skriver dagbladet Rzeczpospolita, der har fået IBRiS til at gennemføre meningsmålingen.
Mindst frygt hos de unge
Frygten for det polske demokrati er mindst hos de unge mellem 18 og 24 år, hvor kun 38 procent er enige i, at demokratiet er truet. I alle ældre aldersgrupper er det et flertal, der mener, at demokratiet er truet.
Størst frygt i storbyerne
I storbyerne er det 70 procent af indbyggerne, der mener, at demokratiet i Polen er truet, mens det på landet er 52 procent.
Størst er optimismen i de mindre byer med under 250.000 indbyggere, hvor 51 procent svarer, at demokratiet ikke er truet i Polen.
På kant med grundloven
Polens præsident Andrzej Duda, der kommer fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS), beskyldes af oppositionen for at have brudt den polske grundlov, fordi han har nægtet at indsætte tre højesteretsdommere og fordi han benådede en ny-udnævnt minister, før hans retssag var færdigbehandlet.
Partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der efter parlamentsvalget den 25. oktober fik flertal i parlamentet, kritiseres desuden for at have brugt sit flertal til at annullere det tidligere valg af højesteretsdommere, skriver dagbladet Rzeczpospolita.
1100 deltog i måling
Meningsmålingen blev lavet af IBRiS den 27.-28. november blandt 1100 polakker. Deltagerne blev bedt om at erklære sig enige eller uenige i udsagnet “Demokratiet i Polen er truet”, men fik ikke yderlige uddybende kommentarer til de seneste ugers politiske begivenheder, skriver dagbladet Rzeczpospolita.