
KØBENHAVN: Det er 28 år siden i dag, at forfatter og musikekspert Per Wium havde sit første møde med Polen. Læs om hans erfaringer her.
Den 18. juli 1998 havde forfatter og musikekspert Per Wium sit første møde med Polen. I dag for 28 år siden passerede han nemlig grænsen fra Tyskland sammen med sin hustru, og en kuffert der var tæt pakket med fordomme om det ukendte Polen.

Men fordommene blev hurtigt gjort til skamme, og siden har Wium opholdt sig meget i Polen og har lavet sin egen Facebook side om den polske Østersø-kyst, som han mener kan inspirere mange danskere til et besøg.
Læs Per Wiums egen beretning herunder om hans første møde med Polen, og erfaringerne frem til i dag.
Dengang jeg opdagede Polen
– I dag, den 18. juli, er det 28 år siden jeg første gang var i Polen. Siden har jeg været i det pragtfulde land et utal af gange – jeg vil gætte på cirka 250 eller måske flere gange. Alle besøgene har været forbundet med dejlige oplevelser. Jeg har været i adskillige områder i det meget store land.
Kuffert med fordomme

Da fruen og jeg den 18. juli, 1998, for første gang kørte fra Tyskland og ind i Polen havde vi en stor kuffert fyldt med fordomme. Vi troede der var kedeligt, grimt og gråt. Vi troede at maden var tung og at vejene var dårlige.
Vi troede at stemningen rundt omkring i landet var trist, men alle fordommene blev gjort til skamme. Vi oplevede et smukt land med en bjergtagende natur; store vidder, smukke søer, imponerende bjergområder og meget mere.
Vi var og er glade for maden, for byerne og for den dejlige atmosfære der er. Mennesker i Polen er meget venlige og hjælpsomme. Flere og flere taler glimrende engelsk.
Kontrasterne

Der er store kontraster i Polen. Mellem land og by især. Man kan opleve nye eller nyrestaurerede bygninger og kvarterer i de store byer.
Blot fire-fem kilometer væk ser det ud som i gamle dage. Faldefærdige bygninger og traktorer, som de så ud da jeg var dreng.
Men der er også store forandringer. Polen i dag er på mange måder et andet land end det var for snart 30 år siden. Ikke mindst er velstanden steget. Det er gået godt for polakkerne og jeg mærker en optimisme og glæde. På trods af tidernes alvorlige problemer mange steder i verden.
En idé tager form

Jeg har kørt turen fra Swinoujscie til Gdansk og omvendt, rigtig mange gange de seneste 25 år.
De første gange var på landeveje lidt inde i landet. Det tog virkelig lang tid. Man skulle køre ind igennem centrum af alle byerne undervejs.
Begrebet omfartsveje var ikke opfundet. Og man kørte side om side med prustende lastbiler. En anden – og noget smukkere – mulighed var at køre ret tæt på kysten af mindre veje. De var ofte overbelastede, så det tog også lang tid.
Motorveje i dag

I dag er der motorvej fra Szczecin til og fra Gdansk. En fremragende og god en af slagsen. Motorvejen har også aflastet trafikken langs kysten. Alt i alt er det hele blevet meget nemmere.
De store byer
Både Szczecin og Gdansk er kendte og velbesøgte. Såvel historisk som kulturelt byder de på store oplevelser. Og det er begge byer i rivende udvikling. De seneste 20 års renovering og byfornyelse har sat sit præg.

Gdynia ligger cirka 20 kilometer nord for Gdansk. De to byer og byen Sopot midt i mellem udgør Trebyen, som er et af de mest velhavende områder af Polen.
De små byer
Men der er også andre byer, som er et besøg eller flere værd. Kolobrzeg er kendt som kurby og ligger faktisk kun lidt mere end 100 kilometer øst for den polsk-tyske grænse.
Længere henne af kysten er Ustka en lille perle. Her er mange af de gamle lagerhaller i industrihavnen bygget om til skønne lejligheder med fin udsigt over området.
De populære strande

Strandene langs den polske nordkyst er populære. Og det er der en god grund til. De er alle sandstrande og det er mere end sjældent at man støder på en sten. Tang kan forekomme som alle steder – men det er ganske almindeligt at strandene i lange perioder er helt fri for “forstyrrelser” for de badende. Strandende er også børnevenlige og de fleste steder er der livreddere på arbejde i hele højsæsonen.
– Jeg har hele tiden været fascineret af området langs kysten. Af byerne, af naturen – og af de hyggelige steder, man kan besøge. Overnatningen foregår i spændet fra campingpladser og Wolne Pokoje (værelser til leje) til fire- og femstjernede hoteller af rigtig høj kvalitet!
Ideen om at skrive om og fortælle fra dette område af Polen blev mere og mere nærværende for mig. Og i 2025 traf jeg beslutningen! Nu skulle det være. Jeg begyndte at samle materiale sammen til Facebook-serien Den polske Nordkyst. Billeder og information – og med ønsket om at lave let og overskuelig formidling af indhold.
Serien er i gang

Jeg begyndte vestpå med at beskrive stederne og bevægede mig derefter længere og længere mod øst. Første opslag blev bragt den 10. september, 2025. Det handlede om den populære by Swinoujscie – og siden er der jævnligt kommet nye opslag.
På siden har jeg også skrevet om andre større steder jeg besøgte, herunder Kolobrzeg og Ustonie Morski – samt en række mindre byer som Sarbinowo, Rewal og Pobierowo – byer som nok de færreste danskere kender til.

Og det bedste: Jeg modtog masser af fine reaktioner undervejs. Se dem selv. Alle opslag er samlet på Facebook-siden af samme navn: “Den polske Nordkyst”. På siden er der også opslag, der ikke bare handler om en by eller et område, men om hele kysten. Velkommen – link herunder:
LINK: Facebook Den polske Nordkyst

Mere om Per Wium
Per Wium er 72 år, og har beskæftiget sig med musik hele livet. Han har været musiker i en række danske bands og har som musikjournalist arbejdet for Danmarks Radio. Per Wium er freelancer med levering af artikler, foredrag og podcastproduktioner. Per Wium har udgivet flere bøger, herunder bogen: Beatles for alle. Per Wium er kendt som en af Danmarks førende Beatles eksperter, og har også været skribent og kulturredaktør for polennu.dk i de første år af polennu.dk daglige nyheder siden 2008.
LINK: Facebook Den polske Nordkyst


