
KØBENHAVN: Danmarks Radio lukker ned i Warszawa efter at kontroversiel korrespondent har valgt at sige op.
Danmarks Radio (DR) lukker ned for den faste repræsentation i Warszawa. Det betyder, at stillingen som fast Østeuropa korrespondent i Polen ikke genbesættes efter at den tidligere Ruslands korrespondent Matilde Kimer har opsagt sit job i Warszawa.
Overvejer situationen
Der er ikke udsigt til en umiddelbar genbesættelse, bekræfter DR overfor polennu.dk tirsdag.
– I øjeblikket ser vi på vores set up på tværs af Europa, herunder hvordan vi bedst dækker Polen. Mens den proces pågår, kommer vi til at have et fokus på Polen som et tiltagende vigtigt land med tilrejsende reportere, siger DR’s udlandsredaktør Niels Kvale til polennu.dk.
God nyhed om Warszawa
Det vakte ellers stor glæde i dansk-polske kredse, da Danmarks Radio i november meddelte, at man ville have en fast repræsentation i Warszawa. En beslutning der kunne bidrage til et mere retvisende indtryk af Polen blandt danskerne og andre i Danmark. Og godt set af DR, tænkte mange dengang om beslutningen af mange gode grunde. DR kom da selv med flere af dem dengang.
– Journalistisk tilstedeværelse i verden har sjældent været vigtigere, end det er lige nu. Derfor styrker DR sit korrespondentkorps med endnu flere kræfter for bedre at dække verdens udvikling, skrev DR dengang.
– Fælles for alle de forandringer, vi foretager, er, at de skal sikre, at vi fortsat kan give danskerne en mange facetteret og upartisk dækning af en foranderlig og uforudsigelig verden, sagde daværende nyhedsdirektør i DR ved præsentationen i november.
DR havde fået øje på det store naboland Polen med EU’s sjette største økonomi, en eksplosiv udvikling og med en helt afgørende sikkerhedspolitisk betydning for Danmark og hele Europa.
Hurtig Polexit
I foråret kom Ruslands-ekspert og tidligere Ruslands korrespondent Matilde Kimer til den nyoprettede stilling som Østeuropa-korrespondent med base i Warszawa. Det blev kun til nogle få måneder, for allerede i juni meddelte hun DR, at hun ville stoppe.
LINK: Matilde Kimer stopper i DR (24. juni)
Kimer er nået frem til, at det vil være sundt for hende at prøve noget andet. Hun har boet i både Rusland og Ukraine af flere omgange, og vil ikke forlade sit stofområde, siger hun til DR.
Velovervejet beslutning?
Der er næppe nogen tvivl om, at Matilde Kimer har haft vanskelige arbejdsvilkår ved ankomsten til Warszawa. Kommer man til den polske hovedstad som journalist med russisk tilgang og sprog og har boet mange år i Moskva, så bliver man omgående mødt med dyb mistro og til tider afsky. Det er hævet over enhver tvivl, og det forhold burde DR-ledelsen måske nok have taget højde for inden udvælgelsen. Måske DR-ledelsen slet ikke har været opmærksomme på den følsomme kendsgerning, der ikke er blevet mindre efter Ruslands anden angrebskrig mod Ukraine. Mistroen til alt og alle fra Rusland er blevet styrket markant i Polen efter.
Kontroversiel korrespondent
Det hjælper heller ikke på mistroen, at Matilde Kimer i august 2022 – et halvt år efter Ruslands anden angrebskrig mod Ukraine – fik inddraget sin presseakkreditering i Ukraine. Den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU) beskyldte hende for at bedrive russisk propaganda og for at have pro-russiske synspunkter. SBU fandt det mistænkeligt, at hun havde rejst og rapporteret så meget fra den russisk side af krigen. Beskyldningerne blev prompte afvist af DR og Kimer, men trods det, styrkede den sag næppe heller korrespondentens muligheder i Warszawa. Efter pres fra journalist-organisationer og den danske regering, fik Kimer sin akkreditering tilbage et halvt år senere.
Smidt ud af Rusland
Matilde Kimer taler flydende russisk, og har et indgående kendskab til Rusland gennem teori og praktiske erfaringer. Kimer har læst russisk og i 2002 var hun på sprogskole i Sankt Petersborg. Hun blev bachelor i journalistik på Syddansk Universitet i Odense i 2007, læste russisk sprog og litteratur (2004 – 2005) og videreuddannede sig i international politik i Moskva, med russisk udenrigs- og energipolitik som emner. Hun blev smidt ud af Rusland i 2022. Kimer har modtaget flere hædersbevisninger for sin dækning af Rusland og Ukraine.
(Fortsættes under)
Det mener polennu.dk
– Det er et tab for Danmark og danskerne, at der igen ikke er en korrespondent i Polen til at dække Central og Østeuropa. De ting der foregår i den del af Europa, og ikke mindst i Polen – fortjener en langt større dækning, alene af den grund at det har stor betydning for Danmark og danskerne.
Det er beklageligt, at DR-satsningen i Warszawa kun fik lov at leve et par måneder, og man kan spørge sig selv, hvad der har ændret situationen for behovet? – at det efter så kort tid efter Kimers opsigelse – alligevel ikke er nødvendigt med en Østeuropa-korrespondent i Polen.
Danmarks Radio skylder en god forklaring på det kursskifte. Behovet for dækning fra området er ikke blevet mindre siden foråret – snarer tværtimod.
Redaktøren!
polennu.dk er et 100 procent dansk ejet medie, der ikke er underlagt statslige, erhvervsmæssige eller andre særinteresser. Vi gør os umage for at være et objektivt og troværdigt medie, og vi arbejder under den danske Medieansvarslov, hvilket blandt andet betyder at vi er tilmeldt Pressenævnet i Danmark, så der kan klages over vores indhold.
polennu.dk leverede den første nyhed, den 17. oktober 2008, og anses for at være danskernes foretrukne kilde til nyheder og informationer om Polen.

