
KØBENHAVN: Det har udløst store vrede, at en tidligere tysk kansler peger på Polen som årsagen til krigen i Ukraine. Tyskland har ansvaret, lyder svaret fra Polen.
Tidligere tysk kansler – Angela Merkel – har udløst vrede i Polen, i Tyskland og mange andre steder i Europa efter udtalelser til det ungarske net medie Partizan. Angela Merkel var Tysklands kansler fra november 2005 til december 2021.
(Fortsættes under)
Mediet skriver, at den tidligere kansler i samtalen beskyldte Polen og de baltiske lande for at bryde de diplomatiske forbindelser mellem Rusland og EU og dermed indirekte for Ruslands angrebskrig mod Ukraine, som begyndte et par måneder senere.
Minsk aftalen og exit
I juni 2021 havde Angela Merkel indtryk af, at Putin ikke længere tog Minsk-aftalen (om Donbas, red.) alvorligt, forklarer hun til mediet i Ungarn. Den tidligere kansler sagde, at hun af den grund ønskede en ny aftale mellem EU og Rusland.
– Men ikke alle støttede det. For det første var de baltiske lande og Polen imod det, fordi de var bange for, at der ikke var nogen fælles politik over for Rusland. Efter min mening er det den slags fælles politik, vi bør arbejde på – så trådte jeg tilbage fra min stilling, og så begyndte Putins aggression, forklarer Merkel i en tilsyneladende fakta resistent udtalelse til det ungarske medie. Reaktionerne kom da også omgående.
(Fortsættes under)
Det tyske medie Bild, reagerer på den tidligere kanslers interview ved at slå fast, at Moskvas aggression ikke brød ud efter 2021, da Merkel afsluttede sin periode som kansler, men at den havde været der siden 2014. “Eksplosivt interview: Merkel bebrejder Polen for Putins krig, skrev Bild.
Polske reaktioner
Formanden for Polens tidligere regeringsparti PiS – Jaroslaw Kaczynski siger direkte, at krigen i Ukraine er finansieret af tyske penge. Også Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski har under et besøg i Finland udtalt sig om Angela Merkels bortforklaringer for sine talrige fejl i dansen med Vladimir Putin og Rusland på denne måde.
– Jeg tolker disse ord på samme måde som kanslerens udtalelse om, at ingen fra Centraleuropa protesterede mod Nord Stream. Lad mig minde Dem om, at jeg dengang sagde, at vi ikke bryder os om aftaler hen over hovedet. Kansleren må have glemt, hvordan det så ud dengang, og hvad hendes regering gjorde, siger Sikorski.
Angela Merkel – der er et barn af kommunismen i DDR – har gentagne gange fejlet i spillet med Putins Rusland. Energisamarbejdet, Nordstream ledninger – som selv USA frarådede Merkel – og siden hendes passivitet overfor Ruslands ekspansive planer.
Reaktionerne på Angela Merkels bortforklaringer er talrige og voldsomme, og det lader også til at den tidligere kansler enten har glemt fortiden eller direkte taler usandt.
Tyske kanslere
Angela Merkel har været en stor gevinst for Rusland. Det europæiske energimarked blev liberaliseret i hendes tid, så interesserede kunne få adgang til kritisk infrastruktur. Hun fik også stoppet atomkraftværkerne i Tyskland, så tyskerne blev endnu mere afhængige af russisk energi. Den unødvendige – hvis man har fredelige hensigter – Nordstream gasledning der i et miljøbelastet farvand kunne sikre energi til Tyskland, når Rusland skulle indtage Ukraine, burde have fået alle alarmklokker til at ringe.
I 2009 tilbød Vladimir Putin, den daværende og nuværende polske statsminister Donald Tusk, at de Polen og Rusland skulle dele Ukraine mellem sig. Det sladrede Tusk straks om til NATO og EU, som slog det hen som russisk humor, til trods for at Tusk var den eneste af dem, der kunne russisk.
(Fortsættes under)
Uheldig med tyske kanslere
I Polen er den slags udtalelse som Merkel er kommet med, ikke særligt velkomne til andet end hysteriske reaktioner. Og det er der godt belæg for i historien. Det var Tyskland og Rusland der indledte Anden Verdenskrig ved at aftale en deling af Polen, og flere tyske kanslere har siden favoriseret Rusland og Putin til egen vinding, blandt andet gennem lave energipriser.
En anden kontroversiel tidligere tysk kansler er Gerhard Schröder. Det var godt nok ham og den svenske statsminister Persson, der i 2002 banede vejen for optagelse af nye EU-lande, herunder Polen. Men siden har han været en trofast ven af Putin, og han fejrede da også sin 70-års fødselsdag sammen med Vladimir Putin i Moskva. Den tidligere tyske kansler arbejder for Gazprom, der indtil Putins anden krig i Ukraine, var storsponsor for europæiske topfodbold.
Angela Merkels stab oplyser, at den tidligere kansler ikke har sagt noget nyt til det ungarske medie.
polennu.dk er det førende medie, når det gælder nyheder på dansk om Polen. Men vi har fravalgt at have en betalingsmur – for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Her er der ingen blokering af hjælp. Der er flere muligheder.





