
KØBENHAVN: Donald Trump gør USA til grin. Rusland har fået alt hvad de kunne ønske – USA fik intet med hjem fra Saudi Arabien.
Donald Trump gør USA til grin over hele verden, efter det amerikansk-russisk topmøde i Saudi Arabien.
At betegne den amerikanske præsident som en elefant i en porcelænsbutik er næppe nogen overdrivelse. Eksemplerne på ugennemtænkte udsagn, trusler og andre macho-kneb er mange for den amerikanske præsident. Men selv hans ønske om at købe Grønland, overgår næppe den naive forestilling om en fredsaftale med Putin om Ukraine uden om Ukraine og Europa. Det kan næsten kun overgås af Trumps udtalelse tirsdag aften, hvor han gav Ukraine skylden for krigen.
Undervurdere Putin
For det første kan aftaler i Europa ikke gennemføres uden dem det hele handler om, og for det andet udstiller mødet, at Donald Trump ikke har den mindste forestilling om hans begavede, udspekulerede og intelligente modpart – Ruslands præsident og tidligere KGB-officer, Vladimir Putin. For slet ikke at nævne delegationslederen, den tunge og erfarne udenrigsminister Lavrov, som er langt mere dreven og udspekulerede end de hurtige forretningsfolk, som Trump har sendt til ukendt land i Saudi Arabien. De griner højlydt i Moskva efter Donald Trumps særlige ”fredsmission”, der har gjort Rusland stueren igen internationalt, i al fald i Putins egne øjne.
Læk fra efterretningsfolk
Amerikanske NBC News beretter efter samtaler med amerikanske efterretningsfolk og kongresmedlemmer, at Vladimir Putin slet ikke er interesseret i en reel fredsaftale om Ukraine. De mener, at Putin stadig regner med at få kontrol over hele Ukraine. Det mener man i øvrigt også i de fleste hovedstæder, der engang var en del af Warszawa-pagten.
Efter forhandlingerne i Saudi Arabien erklærede begge parter, at samtalerne var frugtbare, men at de kun er første skridt til de egentlige forhandlinger. Ansatte i den amerikanske efterretningstjeneste og den amerikanske kongres hævder dog noget andet. Seks embedsmænd har sagt til NBC News, at Putin kun vil gå med til en våbenhvile og en bredere fredsaftale, fordi det ville give hans militær en tiltrængt pause og tid til at genopbygge og reorganisere styrkerne.
(Fortsættes under)
Læk fra den amerikanske delegation hævder også at Putin og Trump skal mødes i næste uge, men det afvises klart fra russisk side. Trump har også gjort sig selv til grin ved at opfordrer Rusland til at genindtræde i G9-landene, en invitation der er tilbagevist med en bemærkning fra den russiske udenrigsminister om, at de vestlige lande ikke er interessante nok for Moskva. Endnu en ydmygelse af Trump.
Putin har gjort USA til grin
– Han tror, han vinder, siger en af de anonyme samtalepartnere om Putin til NBC News og understregede, at for ham vil det blot være en chance for at trække tiden, for så derefter at tage den fulde kontrol over Ukraine.
Putins mål er også at genetablere Ruslands tilstedeværelse på den internationale scene, efter at Moskva er blevet politisk og økonomisk isoleret fra mange lande rundt om i verden efter invasionen af Ukraine. Og det har Trump gjort muligt.
Mødet i Saudi Arabien opfylder det løfte, som Trump gav Putin: Nemlig, at han kunne vende tilbage, ikke som en krigsforbryder og leder af en slyngelstat, men som en ligeværdig partner, der mødes med den amerikanske præsident.
– Putin har ingen planer om at trække sine tropper ud af Ukraine eller nogen formationer eller udstyr fra det vestlige Rusland, siger en efterretningsofficer til NBC News.
Han oplyser desuden, at de oplysninger, der er indsamlet af den amerikanske efterretningstjeneste, entydigt og konsekvent indikerer Putins ambitioner for Ukraine. Og intet har ændret sig, selv om der er kommet en ny præsident i Det Hvide Hus.
De siger også, at Putin føler sig styrket af de seneste kommentarer fra Trump-administrationens embedsmænd. Det gælder udtalelser om, at Ukraine skal afstå land og at ukrainerne kan skyde en hvid pind efter medlemskab af NATO i al fremtid. Og seneste; Trumps udtalelse om, at Ukraine selv er skyld i krigen. Den amerikanske præsident mener også, at Ukraine har haft alle muligheder for at stoppe krigen i tre år. En amatør kunne have gjort det bedre, sagde Trump ifølge amerikanske CNN – og med henvisning til den ukrainske præsident.
Forhandlinger om Ukraine uden Ukraine
Men Ukraine vil ikke afstå landområder og Ukraine har brug for sikkerhedsgarantier eller medlemskab af NATO, siger Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy tirsdag. Han skulle have været på besøg i Saudi-Arabien, onsdag, men det har han udsat til den 10. marts.
– Jeg tager ikke til Saudi-Arabien. Vi kontaktede vores partnere fra Saudi-Arabien. Jeg har et meget godt forhold til kongen, sagde Zelenskyy på en pressekonference i Ankara, Tyrkiet.
– Man kan ikke bestemme, hvordan man skal afslutte krigen i Ukraine uden Ukraine. Vi var ikke inviteret til det amerikansk-russiske møde i Saudi-Arabien. Det kom bag på os, vi fandt ud af det gennem medierne, siger den ukrainske præsident.
– Jeg er overbevist om, at for Ukraine, vores region og for hele Europa er det vigtigt, at alle forhandlinger om at afslutte krigen ikke finder sted bag ryggen på dem, der er berørt af virkningerne af den russisk aggression.
– Ukraine, Europa – herunder EU, Storbritannien og Tyrkiet – skal inddrages i samtalerne og udviklingen, sammen med USA om de nødvendige sikkerhedsgarantier, sagde Zelensky tirsdag fra Ankara.
(Fortsættes under)
Trump kursskifte – hvornår?
Hvor lang tid det vil tage Donald Trump at opdage, at han bliver snydt og ført bag lyset af Putin, er uvist. Men sikkert er det, at Putin og Lavrov er erfarne nok til at holde den amerikanske præsidents fantasi eller drømmeverden i live, så længe som det overhovedet er muligt.
Hvad der så sker, når det så går op for Donald Trump at hans ven Vladimir Putin har snydt ham og Amerika, der ellers skulle gøres ”Great Again”, kan man kun gisne om.
For det er mindst lige så uforudsigeligt, som selveste præsidenten der gør USA til grin over hele verden. Men det er i Moskva de griner allerhøjest og med god grund.
Men Donald Trump skal da også have stor tak – han har om nogen Make Europe Great Again.
polennu.dk har hver dag – året rundt siden 2008 – leveret daglige nyheder fra og om Polen og polakkerne på dansk. Vi har fravalgt at have en betalingsmur – for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Der er flere muligheder.