Polens statsminister lagde i eftermiddag blomster ved den belgiske ambassade i Warszawa og skrev i kondolancebogen. Efter bomberne i Bruxelles vil Polens regeringschef nu alligevel ikke tage imod de flygtninge, som det er aftalt med EU. Foto: Statsministeriet.
WARSZAWA: Polens statsminister vil alligevel ikke have flygtninge til Polen, efter at to bomber sprang i Bruxelles tirsdag og dræbte 31.
Polens statsminister Beata Szydlo, ser nu ud til at løbe fra tilsagnet om at modtage 7.000 flygtninge.
– Jeg kan ikke se, hvordan Polen skal kunne tage imod flygtninge i øjeblikket, siger regeringschefen til tv-stationen Superstacja. Kommentaren kommer efter at to bomber tirsdag sprang i lufthavnen og i en metrostation i Bruxelles, hvor 31 blev dræbt og 270 kvæstede.
Tidligere regering
– Den tidligere regering accepterede at tage imod flygtninge. De besluttede at flere tusinde mennesker kunne komme til Polen. 28 lande var enige om det, siger statsministeren.
– Men lad mig sige det meget klart: Jeg kan ikke se, hvordan Polen skal kunne tage imod flygtninge i den nuværende situation, sagde Szydlo til Superstacja.
Kontrol ikke effektiv
Regeringen talsmand Rafal Bochenek siger til Polsk Radio, at den nuværende ordning med kontrol af flygtninge til Europa fra Mellemøsten, ikke fungerer effektivt.
– Vi kan ikke … tillade en situation der betyder, at de begivenheder der finder sted i Vesteuropa spreder sig til Polen. Mange af disse begivenheder har fundet sted i de seneste par måneder, og det ønsker vi at beskytte polske borgere mod, siger Bochenek.
Hvad skal vi gøre?
I et tidligere interview, har den polske udenrigsminister Witold Waszczykowski sagt:
– Vi kan ikke gøre noget for flygtningene. Hvad skal vi gøre? Spærrer dem inde i lejre? De vil ikke bo i Polen.
– De ved, at vi kan tilbyde cirka 100 euro om måneden i offentlige ydelser. I Belgien er det 60 euro om dagen, siger Polens udenrigsminister.
Arbejdsløse polakker
– Vi har to millioner unge emigranter der bor i blandt andet Tyskland og Storbritannien. Der er 1,5 millioner arbejdsløse mennesker her i Polen. Jeg vil sige til syrerne:
– Ja, I er velkommen, men hvad vil I gøre her? Leve på gaden? sagde Polens udenrigsminister Waszczykowski til magasinet Carnegie Europe.