Jaroslaw Kaczynski vil ikke gå af som partiformand, trods nedgang i meningsmålinger og intern kritik.
WARSZAWA: Polens oppositionsleder, Jaroslaw Kaczynski, der taber terræn i meningsmålingerne forud for kommunalvalget, vil ikke gå af som formand og opfordrer i stedet kritikerne til at forlade partiet.
Stifter og formand for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), Jaroslaw Kaczynski, vil ikke gå som partiformand. Det skriver han i et internt svar på den kritik der har været fremført af flere partifæller. Svaret er givet internt til medlemmerne den 1. september, men blev i weekenden offentliggjort på hjemmesiden salon24.pl.
Vil ikke gå af
Jaroslaw Kaczynski skriver, at medlemmerne af Lov og Retfærdighedspartiet må slutte op om partiets linje eller melde sig ud. I svaret slår han også fast, at han ikke vil gå af som partiformand, og at han ikke vil accepterer illoyalitet.
Kritisk røst
Brevet er et svar på en direkte kritik af partiets ledelse, der er rejst af det polske medlem af Europaparlamentet (PiS) Marek Migalski. I sidste uge kritiserede han Jaroslaw Kaczynski for hans retorik, og for partiets dramatiske fald i meningsmålingerne.
Migalski mener bl.a., at Kaczynski skal afholde sig fra, at antyde, at russerne stod bag ulykken i Smolensk, lige som han er kritisk overfor partilederens rolle i diskussionerne om placeringen af et kors ved præsidentpaladset. Et kors der har udløst stor ballade i hovedstaden, og som skal tjene som minde for de 96 der omkom ved flyulykken.
Ballade om kors og Smolensk
Kaczynski afviser, at han som partileder er impliceret i sagen om korset, men skriver, at han ikke vil holde mund i forhold til Rusland i sagen om Smolensk ulykken.
– Det er et spørgsmål om loyalitet over for vores landsmænd, og især dem der repræsenterer den polske stat, skriver Kaczynski til sine partifæller.
Kaczynski mener ikke, at årsagen til katastrofen alene var en pilotfejl. Han har tidligere skrevet, at Rusland skal tage ansvaret for ulykken, og at der er en hårfin grænse mellem ulykke og mord, der kræver en fuldstændig opklaring af alle omstændighederne ved ulykken.