Jaruzelski skal begraves på kirkegård for ærefulde polakker

    Powazki_Miltary_kirkegaard_Warszawa_0

    Powazki kirkegård i Warszawa er Polens mest prestigefulde kirkegård. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polens tidligere general og præsident Wojciech Jaruzelski begraves på fredag på den militære del af Powazki kirkegård i Warszawa.


    Warszawas borgmester har givet godkendelse til, at Wojciech Jaruzelski på fredag kl 12 begraves på Powazki kirkegård i Warszawa, der er Polens fineste kirkegård og rummer grave for tidligere præsidenter og højtstående polakker inden for alle områder fra videnskab til kunst.

    Søgt om tilladelse

    Det er den polske forening for undergrundssoldater og tidligere politisk fængslede, der har ansøgt om en plads på den militære del af Powazki kirkegård til Jaruzelski.

    Jaruzelski blev deporteret til Sibirien i 1939 sammen med sin familie, og kom tilbage til Polen som soldat, der var med til at indtage blandt andet Warszawa. Han gjorde derefter karriere i det polske militær gennem hele sit liv. Jaruzelski opfylder formelt kravene til at ligge på den militære del af kirkegården, da han nåede rang af general.

    Tidligere kommunist og diktator

    Wojciech Jaruzelski var medlem af kommunistpartiet og sad i toppen af den polske kommunistiske hær fra 1960’erne, hvor han blandt andet var med til at gennemføre den militære indgriben i Tjekkoslovakiet i 1968 og den militære indgriben over for strejkende polske arbejdere i 1970, der kostede flere livet.

    Jaruzelski anses også for at være manden bag indførelsen af krigsretstilstanden i1981, hvor Solidarnosc bevægelsen blev forbudt og Jaruzelski blev statsminister og førstesekretær for kommunistpartiet.

    Kritik af begravelse

    Formanden for det polske institut for national erindring IPN Lukasz Kaminski retter en hård kritik af Jaruzelskis plads på Powazki kirkegården.

    – Man kan ikke forene det at ville erindre ofrene for et totalitært system med samtidig at give en statsmands-begravelse på Powazki militærkirkegård til et menneske, der har brugt det meste af sit liv på at tjene det kommunistiske regime, siger Lukasz Kaminski i en pressemeddelelse.

    Familiens ønske

    Begravelsen er dog fastlagt til fredag kl 12, og den er i overensstemmelse med Jaruzelskis families ønske.

    – Min far understregede hele sit liv, at han frem for alt var soldat, og at han som militærmand ønskede at blive stedt til hvile blandt dem, der var hans nærmeste, siger hans datter Monika Jaruzelska.