Jaroslaw Kaczynski er formand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) og tager onsdag til London på den polske nations vegne. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.
WARSZAWA: Polens stærke mand Jaroslaw Kaczynski, hvis formelle status er parlamentsmedlem, besøger London onsdag på vegne af sit land.
Selv om Polens stærke mand frem til december sidste år har holdt sig til sin plads i parlamentet, er han nu også blevet personlig aktiv på den udenrigspolitiske front.
Polsk-britisk dagsorden
Det statsejede Polsk Radio skriver, at Jaroslaw Kaczynski skal til London for at mødes med premierminister Theresa May. Ifølge det polske medie skal partiformanden tale om briternes udmeldelse af EU, forbindelserne mellem London og Warszawa, europæisk sikkerhed og samarbejde indenfor NATO.
Mødet skal finde sted i Downing Street 10 onsdag sidst på eftermiddagen. Det har vakt undren i diplomatiske kredse, at Jaroslaw Kaczynski med hans formelle status i Polen, alene tager til London.
Mod Tusk?
Flere polske medier anser missionen som endnu et skridt mod Donald Tusk og hans arbejde med forhandlinger om den britiske udmeldelse af EU.