Kaczynski_er_uønsket_som_statsminister_i_Polen_polennu

Kun 4 procent af partiet Lov og Retfærdigheds vælgere ønsker, at partiets formand Jaroslaw Kaczynski indtager statsministerposten efter valget. Foto: Lov og Retfærdighed (PiS).


WARSZAWA: Kun fire procent af oppositions-partiet Lov og Retfærdigheds vælgere ønsker partiets formand Jaroslaw Kaczynski på statsministerposten i Polen


Oppositionspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), der i meningsmålingerne står til at blive valgets store vinder, har deres vælgeres opbakning til partiets statsministerkandidat, næstformand Beata Szydlo. Det viser en meningsmåling fra Millward Brown.

85 procent ønsker Szydlo

Meningsmålingen er foretaget blandt de polakker, der svarede, at de vil stemme på partiet Lov og Retfærdighed (PiS) ved valget den 25. oktober.

Her svarede 85 procent, at de mener, at Beata Szydlo bør blive statsminister, hvis PiS vinder valget, mens kun 4 procent mener, at partiets formand Jaroslaw Kaczynski bør blive statsminister. 11 procent ønskede andre navne på posten eller havde ikke nogen holdning.

Største parti

Partiet Lov og Retfærdighed står til at blive det største parti i Sejmen efter valget med et forspring i meningsmålingerne på over 10 procent ned til det nuværende regeringsparti Borgernes Platform.

Mens nogle målinger giver partiet flertal i Sejmen peger andre målinger på, at partiet skal finde koalitionspartnere for at få regeringsmagten.