WARSZAWA: Forsoning var præsidentens appel til Rusland i den tale han skulle have holdt i Katyn, inden hans fly styrtede til jorden med 96 polakker om bord, lørdag.

Polens nu afdøde præsident, Lech Kaczynski, der var kendt for sit anstrengte forhold til Moskva, ville afslutte konflikten med Rusland om Katyn. Han påskønnede Ruslands samarbejdspolitik de senere år.

Det fremgår af teksten til den tale, som præsidenten ikke fik holdt til mindehøjtideligheden i anledning af 70 året for fundet af de første 4.000 nakkeskudte polakker ved Katyn.

Læs hele talen herunder.

Præsidentens sidste tale

Kære repræsentanter for Katyn-familierne.

Mine damer og herrer.

I april 1940 blev mere end 21.000 polske fanger fra NKVD lejre og fængsler myrdet. Folkedrabet var Stalin’s vilje og udført af Sovjetunionen .

Alliancen mellem Det Tredje Rige og Sovjetunionen, Ribbentrop-Molotov pagten og det sovjetiske angreb på Polen den 17. september 1939, nåede et frygtindgydende klimaks i Katyn-massakren.

Ikke kun i Katyn skoven, men også i Tver, Kcharkiv og andre kendte og ukendte steder, blev borgere fra Polens anden Republik dræbt.

Mennesker der var fundamentet i vores stat, og som loyalt tjente deres fædreland. Imens blev deres familier myrdet, og mange tusinde medborgere i de østlige områder af Polen, blev tvangsforflyttet dybt ind i Sovjetunionen, hvor deres ubeskrivelige lidelser blev et symbol på vejen til det polske Golgatha mod øst.

Den mest tragiske mellemstation på denne vej var Katyn. Polske officerer, præster, embedsmænd, politifolk, grænsevagter og fængselsbetjente blev dræbt uden rettergang eller dom. De faldt som ofre i en smertelig krig. Mordene på dem var en krænkelse af deres rettigheder og af de konventioner som den civiliserede verden have tiltrådt.

Deres værdighed som soldater, som polakker og som mennesker folk blev ikke respekteret. Massegrave skulle skjule ligene af de myrdede og sandheden om den forbrydelse, der for evigt skulle glemmes.

Verden skulle aldrig kende sandheden.

De pårørende til ofrene var frataget retten til at sørge offentligt, til at fejre deres pårørende med stolthed. Sporene af dem skulle males væk i løgn og kriminalitet og slettes fra folkets hukommelse.

Forsøget på at skjule sandheden om Katyn – massakrerne, en plan der var udtænkt af bagmændene til forbrydelsen, blev fundamentet i kommunisternes politik i efterkrigstidens Polen.

Folkerepublikken Polen (betegnelse for Polen under kommunisme, red.) var baseret på en løgn på bekostning af Republikken Polen.

Det var på den tid, hvor polakker måtte betale en høj pris for at kende til, og huske sandheden om Katyn. Men de pårørende til de myrdede og andre modige folk, holdt Katyn fast i hukommelsen, og forsvarede retten til at give sandheden videre til kommende generationer af polakker.

Det lykkedes dem at bevare mindet om Katyn i tiden under kommunismen, så vi nu kan fortælle historien overalt til det nye, frie og uafhængige Polen.

Derfor skylder vi dem respekt og taknemmelighed over for dem alle, og ikke mindst til de aktive i Katyn-familerne (forening der arbejde med at kortlægge sandheden, red.).

På vegne af den polske stat, vil jeg siger jer varmt tak for at I har holdt liv i historien, og på den måde reddet en meget vigtig dimension af vores polske bevidsthed og selvforståelse.

Katyn er et smertefuldt sår i den polske historie, som har forgiftet relationerne mellem polakker og russere i årtier.

Lad os helbrede og hele Katyn-såret.
Vi er allerede på vej til at gøre det.

Vi, polakker, påskønner hvad russerne har gjort de senere år. Vi bør følge den vej, som bringer vores nationer tættere sammen. Vi må ikke stoppe, vi må ikke gå tilbage.

Alle omstændighederne ved Katyn-massakrerne skal undersøges og opklares. Vi kræver det, først og fremmeste af hensyn til mindet om ofrene og i respekt for deres familiers lidelser.

Men vi kræver det også i overensstemmelse med de værdier, der ligger til grund for tillid og partnerskab mellem lande, og i det europæiske samarbejde.

Lad os hylde de dræbte, og bede ved deres grav.
Æret være deres minde.

Teksten fra den sidste tale, som ikke blev holdt, men skrevet af Polens nu afdøde præsident Lech Kaczynski der omkom ved et flystyrt i Smolensk, ikke langt fra Katyn.