Kulde og frost koster menneskeliv i Polen

    hjemløse_mad_polen_polennu

    De frivillige organisationer og myndighederne i Polen forsøger at komme de hjemløse til undsætning i den kolde tid. Her er det i Gdansk, hvor der gives gratis varm suppe. Foto: Maja Giannoccaro, MAJA G, polennu.dk.


    WARSZAWA: Vinterkulden og frosten koster mange menneskeliv i Polen, men de polske væresteder er klar til at give husly til hjemløse.


    Mindst 38 hjemløse er døde af kulde i Polen siden november, og myndighederne og de frivillige organisationer frygter at der bliver mange flere de kommende måneder.

    Beredskab parat

    Myndighederne følger derfor vejrudsigterne tæt i denne tid, og i de fleste polske byer er der beredskab der kan forsyne de hjemløse med varm mad, tæpper, soveposer og andre hjælpemidler, der kan reducere antallet af dødsfald når frosten for alvor sætter ind.

    Plads til alle

    Trods kuldegraderne er værestederne i Polen ikke fyldt op med overnattende hjemløse.

    – I øjeblikket, mens temperaturen falder, er der kommet flere for at overnatte her, men vi har stadig rigeligt med pladser, siger Przemyslaw Bogusz fra Monar, en organisation der hjælper hjemløse i Polen.

    Organisationen oplyser samtidig, at selv om der bliver fyldt op, så vil ingen blive afvist.

    75 sidste år

    I vinteren 2013/2014 mistede 75 hjemløse livet på grund af forfrysninger trods myndighederne og de frivillige organisationers indsats. I årene før har endnu flere hjemløse måtte lade livet i kulden.