Museum for Anden Verdenskrig åbner og lukker i weekenden

senator_bogdan_gdansk

Den nuværende polske senator Bogdan Borusewicz, der var en af de ledende Solidarnosc aktivister og en af Polens mest respekterede politikere, besøgte Anden Verdenskrigsmuseet i Gdansk under en smug premiere mandag. Foto: Roman Joche.


GDANSK: Trods forsinkelser, politiske drillerier og en dansk entreprenørs konkurs, slår verdens største museum for Anden Verdenskrig nu endelig dørene op.


Verdens største museum for Anden Verdenskrig har i denne weekend åbent. Men kun i weekenden og kun for de 2.000 mennesker, der for længst har købt en billet. Alt er udsolgt og herefter er det uvist, hvornår museet åbner igen.

LÆS MERE
Eksternt link: Museum for Anden Verdenskrig

Turbulent fødsel

Det store museum har været gennem en dansk konkurs, forsinkelser og politiske konflikter om museets formål mellem bystyret i Gdansk og Lov og Retfærdighedspartiets regering i Warszawa. En dom i sidste uge hos en særlig domstol i Warszawa, faldt ikke overraskende ud til regeringens fordel.

Donald Tusk ide

Ideen til museet om Anden Verdenskrig fik daværende statsminister Donald Tusk i 2007, hvor han argumenterede for behovet for en institution, der kunne præsentere den polske historie i årene 1939 til 1945 set i sammenhæng med Europa og det øvrige international samfund. Nogle vil sikkert mene, at Anden Verdenskrig er belyst rigeligt. Men den brede offentlighed er stadig meget uvidende om mange hændelser under krigen, sagde Tusk dengang. Ikke mindst fordi Rusland – som en af sejrherrerne fra krigen – har ladet deres tolkning præge historiebøgerne.

Året efter blev beslutningen taget og professor Pawel Machcewicz blev chef for projektet. Det nye museum skulle efter planen åbne den 1. september 2015, på 70 års dagen for krigens udbrud. Men sådan gik det ikke.

Kompliceret anlægsarbejde

Bystyret valgte at det nye museum skulle placeres ved vandet, og i et kompliceret vådområde ved havnen i Gdansk. En opgave der kræver en entreprenør med specialviden. Bystyret ville ikke tage nogle chancer med hensyn til kvalitet og tidsplaner, så man hyrede et dansk firma med stor know-how og speciale i komplicerede anlæg af bygninger i havneområder.

– Det danske tilbud var det allerdyreste, men vi ville være sikre på at projektet holdt tidsplanen og kvaliteten, og derfor blev det danske tilbud valgt, siger en kilde tæt på projektet til polennu.dk.

Dansk konkurs

Polakkerne valgte det danske firma E. Pihl & Søn A/S, der i forvejen arbejdede på blandt andet Aarhus Havn. Men i 2013 gik det danske firma konkurs, og det har ført til de mange forsinkelser i Gdansk, der også har betydet, at regeringen i Warszawa har kunnet genere den endelig åbning med et ændret koncept.

Da projektet er en Donald Tusk ide, betyder det at Jaroslaw Kaczynskis regering siden den kom til, har modarbejdet projektet. Regeringen har forsøgt at ændre museets koncept til at handle mere om polske frihedskæmpere, og ikke et internationalt center. Kaczynski ønsker heller ikke den nuværende leder, så ved en manøvre og en dom i sidste uge, er det lykkedes Polens stærke mand at få museet slået sammen med Westerplatte museet, der ligger tre kilometer fra det nye museum. Manøvren betyder, at Kaczynski via kulturministeren nu kan indsætte en anden leder, så museet kan bygges som Kaczynski ønsker det.

Smug åbning

Trods alle problemerne står museet nu klar, men allerede fra den 1. februar indsættes der en ny ledelse, der betyder at det fortsat er uvist hvornår museet vil åbne for publikum.

Anden Verdenskrigs museet er verdens største museum om krigen, og med sine 23.000 kvadratmeter store bygning, hører den også til blandt de største historiske museer i verden. Den permanente udstilling fylder 5.000 kvadratmeter, og der er 250 multimedier stationer i museet.

Gdynia arkitekter

Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Kwadrat i Gdynia. Museet er inddelt i tre hovedafsnit. Fortiden, nutiden og fremtiden. Fortiden er en underjordisk udstilling, nutiden er en glaskonstruktion med bibliotek, auditorier og fremtiden er øverst med blandt anden en cafe og en enestående udsigt over Gdansk gamle bydel. Temaerne i den permanente udstilling er: Vejen til krig, Krigens rædsler og Krigen lange skygger.

Det ventes at museet åbner en gang i februar, men først når en ny ledelse tiltræder vil det blive endelig afgjort.

Det begyndte i Gdansk

Anden Verdenskrig begyndte efter en aftale mellem Tyskland og Rusland. Den 1. september 1939 blev krigens første skud affyret mod Westerplatte ud for Gdansk, og den 17. september angreb og besatte Rusland Polen fra øst, og først i 1989 slap polakkerne for at være underlagt Moskva.

LÆS MERE
Eksternt link: Museum for Anden Verdenskrig