Tidligere udenrigsminister Grzegorz Schetyna (til højre) bliver kommende formand for Borgernes Platform (PO), efter at Tomasz Siemoniak (til venstre) har valgt at trække sig fra formandsvalget. Foto: Borgernes Platform.
WARSZAWA: De politiske uroligheder i Polen har fået en af de to kandidater til at trække sig fra formandsvalget i det tidligere regeringsparti Borgernes Platform (PO) for at skabe ro om oppositionen.
Polens tidligere regeringsparti Borgerne Platform (PO) har nu kun en kandidat til det igangværende valg til formandsposten, nemlig tidligere udenrigsminister Grzegorz Schetyna, der derfor er så godt som sikker på at blive udnævnt til ny formand for partiet den 24. januar.
Kandidat trækker sig
Nytårsaftens dag trak tidligere forsvarsminister Tomasz Siemoniak sig fra formandsopgøret med den begrundelse, at den politiske situation, som det nuværende regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) har skabt i Polen, er for alvorlig til, at oppositionens største parti kan tillade sig at fokusere på et internt formandsopgør.
Meningsmålinger har dog allerede vist, at Siemoniak stod til at tabe formandsvalget i det tidligere regeringsparti Borgerne Platform.
Fælles pressekonference
De to kandidater optrådte på en fælles pressekonference, hvor Siemoniak meddelte sin beslutning om at trække sig fra formandsvalget.
– De seneste dage og uger har vist, at det bliver værre og værre. Situationen kræver mobilisering og sammenhold ud over det sædvanlige, også i Borgernes Platform, sagde Siemoniak som forklaring på, hvorfor han har valgt at trække sig fra formandsvalget.
Igangværende statskup
– Det er et igangværende statskup og et brud på fundamenterne for demokratiet og retsstaten – det, der sker omkring Højesteret, embedsapparatet og public service medierne, sagde den kommende formand for Borgernes Platform Grzegorz Schetyna ved pressekonferencens indledning.
Polens nuværende regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) har siden sin indsættelse i november nægtet at følge Polens Højesteret, der har til opgave at fortolke den polske Grundlov, og har i stedet indsat nye Højesteretsdommere samt hastebehandlet nye love, der gør det muligt at udskifte cheferne i hele embedsapparatet og få større kontrol over medierne.
Tusk taber indflydelse
Formandsskiftet i det tidligere regeringsparti Borgernes Platform kommer ifølge polske kommentatorer til at betyde, at Polens tidligere statsminister og nuværende EU-præsident Donald Tusk mister indflydelse på partiet, som han var med til at stifte i 2001 og har været formand for fra 2003 til 2014.
Mens Donald Tusk siden sit exit til EU har været i tæt kontakt med sin efterfølger på statsministerposten Ewa Kopacz, så står Tusk på dårlig fod med den kommende formand Grzegorz Schetyna.