GDANSK: Lørdagens flystyrt i Smolensk kostede også Anna Walentynowicz livet. Hun var årsagen til, at arbejderne nedlagde arbejdet i Gdansk i 1980. Strejken blev starten for Solidarnosc og enden for kommunismen.
LÆS  Får flere mordtrusler end myrdet forgænger


Anna Walentynowicz var blandt de omkomne på præsident Lech Kaczynski fly, da det i lørdags styrtede ned i Smolensk ved Katyn i Rusland.

Det var Walentynowicz arbejdsgiver, Lenin-skibsværftet i Gdansk, brutale behandling af den pligtopfyldende medarbejder, der fik tre meget unge mennesker til at kontakte Lech Walesa, fordi de ikke ville finde sig i mere.
Lech Walesa var fyret fra værftet to år tidligere, men han var en person som man havde stor tillid til på værftet. Det var de tre unge mennesker og Lech Walesa, der planlagde og gennemførte strejken i august 1980.

Strejken betød dannelsen af Solidarnosc og de første frie fagforeninger i et kommunistisk land, og det var den begivenhed der var starten på enden for kommunismen og Sovjetunionen.

Anna Walentynowicz blev 80 år.


Uddrag fra bogen Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005) om starten på strejken.

Skrevet af Radek Krajewicz og Jens Mørch.

Lenin-skibsværftet i Gdansk

Det var en lørdag som så mange andre uden for det enorme Lenin-skibsværfts port nummer 3, hvor arbejderne stemplede ind til dagens arbejde. Men for Anna Walentynowicz, som havde været ansat i flere årtier, var dagen lidt speciel. Hun var sygemeldt, men havde modtaget et brev om, at hun ikke længere var velkommen på værftet – og at den 7. august 1980 – to dage tidligere, var hendes sidste arbejdsdag på værftet. Anna havde arbejdet på værftet det meste af sit liv. Hun havde altid været energisk og loyal og havde modtaget arbejdsmedaljer i guld, sølv og bronze for sin indsats på arbejdspladsen. Men Anna var også kritisk. Arbejds- og levevilkårene for de almindelige arbejdere i Polen var meget beskedne. I de tilfælde, hvor hun havde overværet eller hørt om overgreb på arbejderne, var hun én af dem, der gik i front med kritikken. Derfor ønskede man ikke længere at se Anna på værftet. I det kommunistiske system var statens serviceydelser – læge, tandlæge og så videre – knyttet til arbejdspladsen. Derfor var det nødvendigt for Anna at komme til værftet for at gå til læge, selvom det var to dage siden, hun var blevet afskediget. Hendes sygdom skyldtes en kraftig lungeforgiftning, som hun havde fået ved at arbejde på værftet. Da sygdommen var blevet konstateret, blev Anna kranfører, et job som var et mere skånsomt for hendes helbred end de tidligere opgaver, hun havde haft på værftet.

Afvist ved port 3

Stemningen uden for skibsværftet føltes anspændt, og der var flere vagter ved porten og langs hegnet end normalt. Da Anna kom til port nummer 3, skulle hun vise legitimation den dag, selvom vagterne og Anna havde kendt hinanden i årevis. En vagt undersøgte legitimationen, hvorefter tre andre hev fat i den 50-årige dame og slæbte hende over i vagtbygningen. Anna skreg op så alle omkring kunne høre det. Hun var før blevet tilbageholdt og chikaneret i vagtbygningen og vidste, at når man først var lukket inde i et af de små rum med gitter for vinduerne, massive døre og elektriske låse, så var der ingen, der kunne høre ens råb om hjælp. Derfor var det nu eller aldrig. Hun skreg, så ingen kunne være i tvivl om, at det, der skete, ikke skete med hendes gode vilje. De tre vagter kæmpede for at få Anna til at holde mund, og i stedet for en tur i vagtbygningen blev der kørt en varevogn frem, som hun blev kastet ind i, mens vagterne stadig forsøgte at holde hende i ro. Anna blev i hast kørt ind på værftet og hen til personaleafdelingen, hvor hendes entré med en vagt på hver side fik den spinkle og syge dame til at fremstå som en hårdkogt forbryder. På kontoret fik Anna et stempel i sine legitimationspapirer, der viste, at hun var fyret fra værftet og ikke længere havde adgang. Derefter gik turen – stadig med en vagt under hver arm og et par stykker i varebilen – tilbage til port 3. Her blev Anna sat af og fik definitiv besked om, at hun var uønsket på Lenin-skibsværftet i Gdansk. Det var en hårdhændede behandling, men hun var trods alt heldig at slippe så let. På den tid var hemmelige arrestationer og andre chikanerier hverdag for dem, der var kritiske over for systemet og bureaukratiet. Nogle forsvandt og dukkede aldrig op igen. Anna havde tidligere været medlem af det regerende kommunistparti, hvilket man nærmest var tvunget til, hvis man bare havde en smule appetit på livet. Men dét parti havde hun vendt ryggen på grund af kommunismens umenneskelige ansigt.

Kritisk røst mod magtmisbrug

I 1968 var Anna Walentynowicz medlem af det øverste virksomhedsråd på Lenin-skibsværftet, medlem af partiet og formand for social- og kvindepolitikken på værftet, men hun blev smidt ud af partiet, da hun afslørede, at værftets leder brugte skibsværftets – og dermed kollektivets penge – til at tippe for. Hun krævede, at han afleverede de penge, han vandt, tilbage i virksomhedens fælles kasse. Det var ikke specielt Annas engagement og dygtighed, kollegerne kunne lide hende for, men derimod hendes ærlighed og hendes afsløringer af de uregelmæssigheder, som var blevet hverdagskost i Polen på den tid. I begrundelsen for hendes fyring stod, at hun ”virker hæmmende for arbejdet i kollektivet”. I Annas afdeling havde de haft arbejdsnedlæggelser otte måneder tidligere, fordi hendes kolleger var utilfredse med, at hun blev forflyttet – ”udlånt” kaldte ledelsen det – til andre arbejdspladser. Hendes kolleger havde besat afdelingen, og de gik først i arbejde igen, da ledelsen overbeviste dem om, at Anna var så dygtig og hendes viden så værdifuld for andre arbejdspladser, at de var nødt til at låne hende ud. Annas kolleger vidste godt, at hun var dygtig, men de vidste også, at det ikke var den reelle årsag til hendes exit. Ledelsen ville holde Anna væk fra værftet, fordi hun talte arbejdernes sag – og hun gjorde det godt. De, der forsøgte at kritisere systemet, blev ofte arresteret eller anklaget for iscenesatte lovovertrædelser. Det hørte til dagens orden, at der ikke var langt til en fyreseddel, hvis man udtrykte kritik eller undlod at parerede ordrer fra kommunistpartiet, værftets direktør eller en af ens mange afdelingsledere. Sladrede man om svindel og korruption på sin arbejdsplads, var det næsten sikkert, at man som minimum blev fyret. Det skete nu også for Anna – kun fem måneder før hendes planlagte pension. Hun var vred – hun var meget vred – og gik til vennerne i den illegale organisation, der arbejdede for oprettelsen af frie fagforeninger ved Østersøkysten, en organisation som hun selv var aktiv i.
Kun statskontrollerede fagforeninger

LÆS  Gdansk borgmester i livsfare efter overfald
LÆS  Den 27-årige morder fra Gdansk var ikke påvirket

Fagforeninger havde man i Polen, men som så meget andet i samfundet – faktisk alt andet bortset fra kirken – blev de styret af kommunisterne, der regerede landet. Ikke en gang i fagforeningerne kunne man sige sin mening om magthaverne, uden at det fik konsekvenser. To år tidligere havde kritikere af systemet stiftet en illegal komité, der skulle arbejde for oprettelse af frie fagforeninger i de tre kystbyer Gdansk, Gdynia og Sopot. Der var både akademikere og arbejdere i komiteen, og det var denne gruppe, Anna opsøgte efter den dramatiske exit ved skibsværftet. Gruppens formand, Andrzej Gwiazda, var uddannet ingeniør. De mest fremtrædende medlemmer var derudover mekanikeren Bogdan Lis, sygeplejersken Alina Pienkowska, ”studenten” Bogdan Borusewicz og en anden forhenværende værftsarbejder, elektrikeren Lech Walesa, som var blevet fyret fra skibsværftet i 1976 . Gruppen havde blandt andet stået bag demonstrationerne den 3. maj samme år sammen med den illegale polske nationalbevægelse. Den 3. maj var Polens nationaldag, altså før Stalin indførte en ny dato, som passede bedre med hans magtovertagelse i landet efter Anden Verdenskrig. Lech Walesa var gået i spidsen for optoget efter gudstjenesten i Vor Frue Kirke i Gdynia med en banner, hvorpå der stod ”Frihed, Lighed og Uafhængighed”. Det passede ikke magthaverne. Flere af gruppens medlemmer blev fængslet og de fleste blev idømt 3 måneder bag tremmer for at ytre deres mening – deriblandt Anna Walentynowicz, som dog på grund af sygdom var sluppet ud før tid. Da Anna opsøgte medlemmerne, var frustrationerne store. Lech Walesa råbte igen og igen: ”Hvor længe skal vi finde os i de her overgreb?” Dagen efter blev harmen afløst af handling.

Fest for de løsladte venner

Hos familien Dyk i Sienkiewicz-gade 10 i udkanten af Gdansk var der fest. Aktivisterne fra 3. maj-urolighederne var blevet løsladt, og det skulle fejres behørigt med vodka og sang, selvom situationen i Polen ellers ikke ligefrem indbød til fest. Dyk-familien var aktive i ”Bevægelsen for Det Unge Polen”, en illegal nationalbevægelse for unge, der kæmpede mod styret, og der var glæde og sang, da mere end tyve aktive var mødt op for at fejre de løsladtes hjemkomst. Anna Walentynowicz var også med. Hun var meget populær, fordi hun som tidligere kommunist havde sat sig op mod magthaverne for at varetage arbejdernes reelle interesser. Anna havde altid talt arbejdernes sag, og hun havde længe været en torn i øjet på værftets ledelse og på kommunisterne i Gdansk. Harmen over hendes fyring og den brutale måde, hun var blevet behandlet på, var for meget for mange af værftsarbejderne. Der var stor kampgejst mod værftets ledelse. De unge var vrede og oprørte, men de gamle lod som ingenting. Ingen af dem havde glemt opstanden i 1970 på skibsværftet, hvor politiet blev sat ind mod de strejkende, og flere arbejdere forsvandt sporløst, mens andre blev mejet ned af de brutale politistyrkers automatvåben. Det ønskede ingen at opleve igen.

De unge turde godt

De unge værftsarbejdere Jerzy Borowczak, Ludwik Prondzynski og Bogdan Felski var også med til festen hos familien Dyk. De var så vrede og frustrerede over Annas fyring og den håbløse situation i landet, at de ville gøre oprør mod systemet og værftets ledelse. De ældre arbejdere havde rådet dem til, inden de gik i aktion, at tale med nogle mere erfarne oppositionsfolk, som vidste, hvilke metoder myndighederne ville bruge mod ”asociale” elementer. De skulle tale med folk, der havde erfaringer med strejker, og dem var der nogle stykker af også ved velkommen-hjem-festen hos familien Dyk. Én af dem var Lech Walesa, som selv havde fået marchordre fra værftet i 1976 og siden var blevet fyret fra en anden arbejdsplads, fordi han arbejdede aktivt for at danne frie og uafhængige fagforeninger. Han levede af de bidrag, som andre arbejdere og kirken gav ham, for at han kunne fortsætte dette arbejde. Der var også en anden erfaren aktivist, Bogdan Borusewicz, med til festen. Bogdan Borusewicz protesterede i Warszawa i 1968 sammen med sine medstuderende, blev arresteret, men stak af under transporten. Han var aktiv i KOR og i samme komité for frie fagforeninger som Lech Walesa. Desuden var han med til at redigere de illegale blade ”Arbejder” og ”Kystens Arbejder” og havde et indgående kendskab til magthavernes, partiets og politiets metoder i Polen. De tre unge værftsarbejdere blev enige med Lech Walesa om straks at tale nærmere om Annas fyring og den groteske situation på Leninskibsværftet, byens største arbejdsplads. For ikke at blive aflyttet, og for at de andre festdeltagere – der kunne nemt være stikkere iblandt – ikke skulle få færden af noget, gik de tre unge en tur sammen med Bogdan Borusewicz og Lech Walesa. Gruppen havde før oplevet, at det hemmelige politi – SB – havde sendt folk til oppositionens møder under dække af at være modstandere af systemet. Man skulle altid holde alle oplysninger tæt ind til kroppen, når man havde tanker og planer, der gik på tværs af myndighederne. Derfor valgte de fem midlertidigt at forlade festen, så de kunne tale frit, og ingen af de andre festdeltager lagde mærke til, at de gik, for det var ikke usædvanligt at trænge til lidt frisk luft oven på et par heftige vodkaer i et feststemt, tætpakket og røgfyldt lokale.

Gåturen der udløste strejken

LÆS  Mordet på borgmester i Gdansk var politisk
LÆS  Får flere mordtrusler end myrdet forgænger

De tre unge arbejdere fra værftet, Jerzy, Ludwik og Bogdan F., fortalte de erfarne aktivister Bogdan Borusewicz og Lech Walesa om den spændte atmosfære på skibsværftet. De blev hurtigt enige om, at noget måtte gøres. ”Hvem bliver mon den næste?”, spurgte Walesa. Han havde selv prøvet turen ud af værftet, og der var ikke tvivl i de unges sind om, at tiden var inden til at gøre noget – de var rede. På den forholdsvis korte gåtur blev de fem hurtigt enige om at starte en strejke. Lech Walesa var oplagt som strejkeleder, selvom han ikke længere var ansat. Bogdan var vant til at lave illegale materialer og kunne fremstille løbesedler og plakater. De tre, som var ansat på værftet, kunne sætte det hele i gang og dele løbesedlerne ud. For at strejken kunne blive en succes, var det vigtigt, at ingen på forhånd vidste besked. Hvis myndighederne, som var meget dygtige til at undersøge folks hjem og foretage aflytninger af telefonerne, fik færden af, hvad der var under opsejling, så kunne de tage deres forholdsregler, så det blev helt umuligt at fortælle de 16.000 arbejdere, at de skulle strejke. For slet ikke at tale om, hvad der kunne ske, hvis det hemmelige politi, SB, eller ZOMO’erne – politiets specialstyrker – blev sat ind for at passe på værftet. Så ville det være helt umuligt at organisere arbejderne til nogen form for strejke. Jo hurtige strejken kunne sættes i gang og jo tidligere på dagen, den kunne startes, jo større var chancen for, at det hele ville lykkes. Bogdan gjorde det klart for de tre unge, at hvis det mislykkedes, så var det næsten sikkert, at de ville havne i et fængsel sammen med de mange andre politiske fanger, hvis de da i det hele taget kom derfra med livet i behold. Men det var en risiko, som Jerzy, Ludwik og Bogdan F. godt kendte til i forvejen, og som de var villige til at tage. Selvom strejken handlede om Anna Walentynowiczs fyring, så var det vigtigt, hun ikke fik kendskab til planerne. Hun var naturligt nok så oprørt, at hun måske ikke kunne lade være med at fortælle det til sine støtter. Den risiko turde Lech Walesa ikke løbe, og han fortalte end ikke sin kone om strejken, før den var i gang. Der var enighed om, at oprøret og strejken først og fremmest skulle være en protest mod fyringen af Anna Walentynowicz. Urolighederne skulle derefter bruges som løftestang til at komme videre med krav om lønforhøjelser og andre forbedringer af levevilkårene. De aftalte også, at når værftets sirener gik i gang, så betød det, at strejken var startet, og at Lech Walesa skulle komme til skibsværftet hurtigst muligt – uden om vagterne, og uden at nogle af de fire sikkerhedsfolk, der altid fulgte Walesa, kunne nå at gribe ind. Lech Walesa har aldrig siden villet røbe, hvordan det lod sig gøre.

Den 13. var helt udelukket

LÆS  Gdansk borgmester i livsfare efter overfald

De fem var enige om alting, bortset fra hvilken dag strejken skulle starte. De kunne have alt materiale og alle forberedelser klar, så de kunne starte strejken den 13., men det modsatte Lech Walesa sig. Nu vil de fleste med hang til overtro straks hæfte sig ved datoen den 13., men det var ikke det, hans anke gik på. På trods af at han var og stadig er stærkt troende katolik, så var det heller ikke religiøse anfægtelser, der afholdt ham fra at give sit tilsagn. Sagen var ganske enkelt, at han skulle til myndighederne for at få registreret sin datters fødsel, og trods ihærdige argumenter fra de andre deltagere, kunne denne dato under ingen omstændigheder flyttes. Hvis strejken først startede den 14., som var en torsdag, lå weekenden meget tæt på, og det kunne være med til at lægge en dæmper på aktionen, allerede før den var kommet rigtigt i gang, mente de andre. ”Pjat,” sagde Walesa, ”den strejke er overstået på tre dage. Om vi starter den ene eller den anden dag, kan være lige meget, men jeg kan altså ikke deltage den 13.” Walesa var tiltænkt en ledende rolle, og de fire andre bøjede sig for hans klare melding. Det blev i stedet aftalt, at strejken skulle starte tidligt torsdag morgen den 14. august. De gav hinanden hånd på aftalen og gik derefter tilbage til festen – ingen måtte vide, hvad de havde talt om.

Torsdag, den 14. august 1980

En ganske særlig dag i Gdansk

LÆS  Kaczynski-regeringen overtager Westerplatte

Lyset fra solen var så småt begyndt at vise sig på himlen over Gdansk denne tidlige torsdag morgen. De første sporvogne var begyndt at køre, og togene gjorde klar til dagens ture mellem de tre sammenvoksede byer Gdansk, Gdynia og Sopot. Kun togene til Poznan og Warszawa havde for længst forladt stationen. Det var mennesker og ikke mad og andre varer, jernbaneselskabet havde travlt med at fragte rundt i Polen, for varer var der næsten ingen af. Rygterne ville have svirret i dagevis, havde der været et parti sæbe, mad eller andre varer på vej til Østersøkysten. Folk ville allerede nu have stået i kø – og gerne i flere dage – foran butikkerne bare ved udsigten til at få kød, smør eller andre fornødenheder. Men der var ikke noget på vej, og chancerne for, at der nåede friske forsyninger af mad og drikke, papir, tæpper og andre varer frem var små. Sådanne varer havde i mange år været en stor luksus for polakkerne. Godt nok var der international krise, men det der plagede polakkerne mest, var at Sovjetunionen lagde sine klamme hænder på de mest eftertragtede forsyninger, og når noget endelig kom til Polen, blev det allerførst fordelt til de øverste kommunister og ledende partifunktionærer – eller solgt i dollarbutikkerne og i de forhadte ”pamperbutikker,” hvor kun partiets topfolk havde adgang eller råd til at handle. Denne ”fødekæde” betød, at der sjældent var noget tilbage til de menige polakker, og det til trods for, at polakkerne generelt havde mange penge. Denne sommer havde det vist sig, at rationaliseringsmærker heller ikke var en garanti for at kunne købe noget. Bureaukrati og kammerateri gjorde, at de menige polakker sjældent fik andel i de varer, der kom til Polen – når der altså endelig kom noget. Det var man vant til i Polen. Korruption, sortbørshandel og svindel var en del af dagligdagen i 80’erne, og sådan havde det faktisk været i større eller mindre udstrækning, siden kommunisterne overtog magten i landet efter Anden Verdenskrig. Det skete ofte, at togvogne, der mod mange polakkers vilje skulle transportere madvarer fra Polen til Sovjetunionen, blev svejset fast til skinnerne for at hindre indholdet i at nå frem til Moskva. Det vakte altid mest jubel, når det var kølevogne eller godsvogne med friske madvarer, det gik ud over.

De unge startede strejken

Selvom det lignede en morgen som så mange andre på denne årstid, så var der nogle ganske få nuværende og tidligere arbejdere på det enorme Lenin-skibsværft, der godt vidste, at der denne dag skulle ske noget særligt. Jerzy Borowczak var stået tidligt op, præcis som han havde aftalt med de fire andre. Han medbragte 12 plakater med opfordring til strejke og cirka 500 flyveblade til at dele ud. Efter en tur med sporvognen stod han af lige foran skibsværftets hovedport allerede et kvarter over fem. Med sine flyveblade og plakater skjult under kedeldragten kom han igennem porten og forbi vagterne uden problemer. Han listede lidt omkring og fik de syv af plakaterne hængt op. Han var ikke blevet opdaget og gik direkte over i omklædningsrummet. Jerzy ville ikke gå hen til sin egen afdeling, hvor de fleste af hans nærmeste kolleger var medlemmer af kommunistpartiet – det ville være hasard at forsøge at overbevise dem om at strejke.

Uddrag fra bogen Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005). Skrevet af Radek Krajewicz og Jens Mørch.