
KØBENHAVN: Dansk inkompetence rammer ukrainere. Danmark vil bryde med EU-solidariteten om ukrainske flygtninge.
Det er tydeligvis et udtryk for intern dansk inkompetence, at politikere og myndigheder nu forsøger at løse praktiske problemer med ukrainske flygtninge ved at afvise nogle af dem. Det vil fremover ske med henvisning til geografi, alder og køn.
LINK: De nye danske regler for ukrainske flygtninge
Forklaringen lyder, at kommunerne har svært ved at kunne huse de mange flygtninge, der fortsat kommer til Danmark. Men hvem og hvad der er problemet, er ikke relevant for ukrainske flygtninge eller resten af verden for den sags skyld. Det bør man fra dansk side ganske enkelt få til at fungere.
Vi har vel dygtige og veluddannede mennesker i den offentlige administration, der bør kunne løse nogle simple indkvarteringsproblemer sammen eller ringe efter nogen der kan. Det virker som om, at man i stedet for kaster problemerne frem og tilbage blandt de forskellige myndigheder – fremfor blot at få dem løst.
Er myndighederne ikke dygtige nok?
Det virker også som om, at de danske myndigheder, embedsmandsapparatet eller andre igen er på opgivende kurs, trods mange ressourcer. Der er gode hensigter og flotte taler fra dansk side om f.eks. Ukraine, men når det skal omsættes til praktisk handling, er det som om meget går galt i Danmark. Det virker som om, at situationer, der ikke er forudset i handleplaner og budgetter, er uløselige for de danske myndigheder.
Det er tydeligt, at man i Statsministeriet og Udenrigsministeriet er vant til at handle i øjeblikket, fordi verden kræver handlinger og nye veje for løsninger. Modsat er det tydeligt, at det ikke er tilfældet, når det gælder mere nationale ministerier, herunder tilsyneladende også Flygtningeministeriet.
Det sejler – bare ikke til Grønland
Der er eksempler nok. Udover skandalen med begrænsninger for ukrainske flygtninge, så sejler det også andre steder – eller netop ikke sejler. Dansk forsvar har netop måtte opgive at sende et aftalt militært fartøj til Grønland. Der var også noget med en ammunitionsfabrik, der skulle bygges i rekordfart, men som stod stille i tre år, mens tiden gik med papirarbejde.
Den slags ville aldrig forekomme i Polen uden, at det vil give voldsomme reaktioner og krav om ministerafgang.
Timing – dansk inkompetance
Det virker heller ikke særlig gennemtænkt, at de nye danske begrænsninger for ukrainske flygtning bliver præsenteret netop op til den ukrainske flagdag (siden 23. august 2022) og dagen for 35 året for Ukraines selvstændighed (24. august 1991). Ikke blot præsenteret, men iscenesat som var det en finanslov der skulle sælges – eller en ulv, der næsten lige var blevet skudt.
Meddelelsen om de ukrainske flygtninge kom også lige inden, at den danske statsminister Mette Frederiksen (S) var på vej til møde med den ukrainske præsident og en lang række andre statsledere i den ukrainske hovedstad i weekenden. Her er solidaritet og luftforsvar øverst på dagsorden.
Ministertale på flagdag
Det var ministeren for flygtninge, indvandrer og integration, Morten Bødskov (S), der kom med nyheden fredag. Den danske minister – eller hans taleskrivere – gentog da også den danske falliterklæring foran ukrainere, der fejrede Flagdagen på Kongens Nytorv i København søndag. Det var tydeligt ud fra reaktionerne at dømme, at ukrainerne valgte at overhøre budskabet eller ikke forstod det på grund af sproget. Begge dele er meget forståeligt.
En gave til Rusland
Budskabet er på flere måde uigennemtænkt. Det tog da heller ikke lang tid efter præsentationen, før budskabet om de danske begrænsninger nåede den polske presse. Og det er der mange gode grund til, ikke mindst fordi Polen har modtaget næsten en million ukrainere og kæmper med nye løsninger trods spredt utilfredshed og langt mere komplicerede forhold end i Danmark. Det danske indgreb vækker også undren i Polen, fordi budskabet om ukrainerne er en gratis gave til styret i Moskva.
Det varer nemlig næppe længe, før russiske medier med henvisning til den danske regering påstår, at man nu smider ukrainske flygtninge ud, fordi man ikke bryder sig om dem. Og nej, sådan er de nye regler ikke, men sådan vil de uden tvivl blive udlagt og misbrugt af de dygtige folk i Kreml.
Et dansk problem
De danske kommuners problemer med at huse ukrainske flygtninge er et internt dansk problem, der skal løses af ministerierne og kommunerne sammen. At bryde EU-solidariteten om de ukrainske flygtninge for at slippe ud af et praktisk problem, er dybt forkasteligt og meget udansk.
Giv dog Ukraine og ukrainerne en god 35 års dag mandag, så troen på Danmark ikke vakler. Den bedste gave, regeringen kan give på dagen, er en besked om, at de nye regler trækkes tilbage, og at de praktiske problemer bliver løst af de innovative danskere.
Danmark skal ikke være til grin
Danmark har ikke brug for at være til grin foran resten af verden. Det må man forstå både i ministerierne og i kommunerne. Handlinger som denne kan også være helt afgørende for dansk erhvervslivs muligheder, når det gælder genopbygningen af Ukraine. Et i vores øjne subjektivt kriterie, men når der er menneskeliv og respekt på spil, gælder der andre regler i verden udenfor Danmark. I øvrigt skriger danske virksomheder på arbejdskraft, så også af den grund virker den nye lov meningsløs. Den ændrede flygtningepraksis er noget, der bemærkes af magthaverne i Ukraine – og i Polen for den sags skyld – og som alene skader danske interesser.
Ikke udstille dansk inkompetence
Få nu de praktiske problemer løst i Danmark, fremfor at opfinde endnu en papirtiger, der skal vurdere flygtningestatus efter nye regler – efter køn, alder og geografi.
Det gavner alene beskæftigelsen i ministerierne, konsulentvirksomhederne og selvtilliden i Rusland at føre den nye plan ud i livet. Det er også en beslutning, der kan koste menneskeliv – og som hævet over enhver tvivl vil være afsæt for at sprede nye og flere usande postulater om Ukraine.
Beslutningen er meget udansk og bør omgående trækkes tilbage. Danmark skal håndtere de ukrainske flygtninge efter samme regler som vores EU-partnere. Alt andet er at udstille dansk inkompetence og reducere Danmarks internationale anseelse og relationerne til Ukraine i fremtiden. Det må ikke ske!
Jens Mørch, chefredaktør
LINK: Danmarks Radio lukker ned i Warszawa

