Valget søndag den 25. oktober til parlamentet i Polen, er måske det mest spændende og afgørende polske valg nogensinde, mener chefredaktør, Jens Mørch, polennu.dk
Når polakkerne, eller cirka halvdelen af dem, søndag sætter deres kryds for at afgøre hvem der skal sidde i det polske parlament – og dermed i Polens regering – så bliver der set frem til resultatet med en hidtil uset spænding. Valget kan nemlig betyde et omfattende systemskifte i Polen.
Ny præsident
I maj blev oppositionspartiet Lov og Retfærdigheds (PiS) kandidat, Andrzej Duda, valgt som Polens 6. præsident. I alle målingerne står samme parti til en stor fremgang ved søndagens parlamentsvalg. Den seneste måling viser 38 procent. For fire år siden fik partiet 29,88 procent af stemmerne. Hvis målingen holder stik efter søndag, kan PiS ikke danne regering alene.
Men hvis PiS selv opnår tilstrækkeligt med stemmer, og det peger nogle målinger på, så kan de sætte sig på et absolut flertal i parlamentet, og udpege en regering uden støtte fra andre partier. PiS har ikke nogle oplagte samarbejdspartnere, men partiet behøver heller ikke 50 procent af stemmerne for at vinde flertallet i parlamentet, da det polske valgsystem favorisere de store partier. Så meget vil afhænge af, hvor mange af de små partier der kommer over spærregrænsen på fem procent.
Men der er under alle omstændigheder meget langt til, at PiS alene kan gennemføre forfatningsændringer som onde tunger har hævdet i danske medier. Det kræver nemlig opbakning fra hele 66,6 procent af medlemmerne i det polske parlament. Det er næppe sandsynligt at PiS fremgangen bliver så stor, men i polsk politik skal man naturligvis aldrig sige aldrig.
Kølige EU-vinde
Vinder PiS regeringsmagten vil det nationalistisk og stærkt katolske parti sidde på den absolutte magt i Polen, dog ikke med nøglen til forfatningsændringer.
Hvis partiets valgretorik og valgløfterne fastholdes over for Bruxelles, så vil det føre til yderligere problemer i det stærkt udfordrede samarbejde i EU. Og selv om der sidder en polak, Donald Tusk højt på strå i EU, så gør det ikke udfordringen mindre, da både den nye præsident og PiS har et meget anstrengt forhold til Donald Tusk. Duda inviterede da heller ikke Tusk med til sin præsidentindsættelse i august.
Sludder og fordomme
Mange danske medier og deres kilder, omtaler tendenserne i Polen som en ny højre-drejning, andre hævder at polakker ikke kan lide muslimer fordi de selv er katolikker, og mange af de samme kilder hævder også, at det er flygtningespørgsmålet, der har givet vind i sejlene til oppositionspartiet.
Men det er ganske enkelt noget sludder.
Forskellige baggrund
Lad os starte med at slå en ting fast: Man kan ikke sammenligne højre og venstrefløjen i dansk politik med det politiske spektrum i Polen. De to politiske landskaber er dybt forskellige, og det er uden mening, at gøre forsøget, ligesom man heller ikke kan sammenligne Polen med udviklingen i Ungarn, som det mange gange er sket op til valget i danske medier. Værdierne i partierne i Polen passer ganske enkelt ikke sammen med de danske – eller ungarske for den sags skyld – og begreberne har andre betydninger.
Ingen traditionel dansk venstrefløj
En af mange årsager er, at venstrefløjen i Polen ikke findes på samme måde som i Danmark. Den slags værdier ligger i den katolske forankring hos polakker, ikke på en venstrefløj. Alt hvad der minder om venstrefløj og røde faner – eller bare lugter lidt af fagforeninger, er noget der giver grumme mindelser om det kommunistiske, russiske tyranni i Polen. Mord, aflytninger, personer der forsvinder, tortur, korruption, tyverier og mange andre usympatiske aktiviteter, hørte til dagligdagen under kommunismen, selv om mange – især ældre polakker – stadig kan savne den tid af helt andre grunde. Kommunistiske og nazistiske symboler er endog forbudte i Polen i dag.
Alt hvad der i vores danske optik er venstrefløjen, forbindes i Polen med kommunismen under Moskvas overherredømme fra Anden Verdenskrig og frem til 1989. Så den model har de afprøvet uden succes.
Det er også helt misforstået, når danske eksperter siger, at fagforeninger har mistet terræn i Polen siden Solidarnosc i 1980’erne. Det er en sammenblanding af æbler og pærer.
Solidarnosc i firserne var ikke en fagforening i traditionel dansk forstand, der var f.eks. heller intet medlemsregister eller andet organisatorisk traditionelt fagforeningsmæssigt, da fagforeningsbegrebet var et dække for at opnå et frit Polen.
De nuværende Solidarnosc-fagforeninger støtter PiS i den aktuelle valgkamp til stor skuffelse og ærgrelse for Polens tidligere præsident, Nobelprisvinderen Lech Walesa og første formand for Solidarnosc. Han tager i dag direkte afstand fra såvel Solidarnosc fagforeninger som for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), som han mener skader Polen.
Lech Walesa er kendt for at have politisk næse, og for at forudsige fremtiden med stor succes. Han forudsagde at Andrzej Duda ville vinde præsidentvalget i maj, fordi polakkerne ville have et nyt ansigt. Og det fik de.
Protestvalg
Ikke på grund af en ”højre drejning” i polsk politik, men i protest mod den daværende præsidents arrogante opførsel. I februar stod daværende Komorowski fra det EU-venlige regeringsparti (PO) til at få næsten 70 procent af stemmerne, og PiS troede slet ikke på at de kunne nå Polens øverste stilling igen, som de mistede da partiformandens tvillingbror, Lech Kaczynski, omkom i Smolensk i 2010.
Men med en totall mangel på interesse og situationsfornemmelse, fejlede den ellers så sejrsikre præsident fatalt. Komorowski ville ikke nedlade sig til debatter med de øvrige kandidater, og den arrogance blev straffet af polakkerne til præsidentvalget.
Den unge PiS-kandidat, Andrzej Duda, som ingen ellers havde spået den mindste chance for at blive valgt, blev pludselig et symbol på fornyelse, ny polsk nationalisme og optimisme. Ved valget bare tre måneder senere, valgte polakkerne den unge og flittige PiS-kandidat som præsident, til manges store overraskelse. Og det udløste ”højre-drejningen” i Polen. Sådan er polsk politik og polakkerne, der reagere langt mere brutalt end den danske demokrati-vante vælgerskare.
Muslimer og katolikker
Det er også uden hold i virkeligheden, når det påstås i danske medier, at katolikkerne i Polen har det svært med muslimer, og det er årsagen til modstanden mod flygtninge i Polen. Den katolske kirke i Polen har direkte opfordret polakkerne til at tage imod flygtninge, og appellen er viderebragt gennem de polske præster i de velbesøgte polske kirker. Kirken mener, at man ud fra et humant og religiøst synspunkt skal tage flygtninge, for at være en god katolik. Og den slags budskaber tages alvorligt blandt polakkerne.
Racisme
Og ja, der er da slemme racister – og nogle trælse af slagsen i Polen – det er der også i Tyskland, Danmark og Sverige, hvor nogle uhyggelige tendenser tegner sig. Rettelig har mange polakker også et anstrengt syn på fremmed. Historisk set har de heller ikke gode erfaringer med fremmede folk, og det unge demokrati er ikke vant til at håndtere den slags problematikker. Og modstanden er der, til trods for at Polen stort set ingen flygtninge har fra arabiske og afrikanske lande. Men polakkerne huser til gengæld allerede rigeligt med flygtninge fra Tjetjenien og Ukraine, som ikke rigtig indgår i den aktuelle danske debat om flygtninge i Polen.
Flygtninge giver regeringen medvind
Men det er under alle omstændigheder ikke katolikkerne eller den katolske kirke i Polen, der er imod muslimer og flygtninge. Flygtninge debatten har da heller ikke givet den effekt i meningsmålingerne, som mange ellers havde forudset ud fra en dansk kontekst, herunder lederskribenten selv.
Tværtimod har de store flygtningestrømme reelt skabt et problem for det nationalistiske oppositionsparti (PiS), der ikke kan tåle at have et modsætningsforhold til den katolske kirke. Senest har formanden for PiS, Jaroslaw Kaczynski, så brugt som argument mod indvandringen, at det er farligt med flygtninge fordi de kan have mange og meget smitsomme sygdomme med sig. Men ikke et ord om humanisme og næste kærlighed, det er alt for farligt når kirken lytter med.
I valgkampen har PiS statsministerkandidaten Beata Szydlo da også undgået at tale om flygtninge, og gledet af på spørgsmål om emnet. Eneste kommentar har været: – Vi er i mod EU-kvoterne. Szydlo har også gentagne gange sagt, at valgets hovedtema er økonomi.
Det siddende regeringsparti Borgernes Platform (PO) har derimod af egen drift gentagne gange taget flygtninge spørgsmålet op til debat, fordi de ved, at det kan få midter-vælgerne til at skifte fra PiS til PO, hvis PiS går imod kirkens og EU’s holdning til flygtninge. Og det ved statsminister kandidaten fra PiS godt, og derfor undgår hun emnet i valgkampen.
Det er et protestvalg over de manglende fremskridt på det økonomiske område, som polakkerne står overfor – og ikke et flygtninge valg, som mange vil gøre det til i Danmark ud fra en dansk term.
Solidt forspring
Det er heller ikke nyt, at det nationalistiske PiS står godt i meningsmålingerne. Længe før flygtningestrømme blev et erkendt problem i EU-landene, fik partiet tilslutning fra over 40 procent af polakkerne. Siden er det gået tilbage, selv om PiS stadig står til at blive valgets helt store sejrherre. Og den udvikling skyldes formentlig flygtningeproblematikken, men med den modsatte effekt, af det som fremføres i de danske medier.
– Hvorfor skal danske medier simplificere og nedgøre vælgere i et af vort store nabolande, bare fordi vil selv har en primitive tilgang til flygtninge- og udlændinge spørgsmålet?
I seneste måling får det mest indvandrerfjendske parti kun opbakning fra 3,5 procent af vælgerne, og det er ikke nok til at komme i det polske parlament.
Polakkerne stemmer altså hverken til højre eller mod muslimer, men derimod for forandring.
Krav om forandring
Donald Tusk dannede regering for Borgernes Platform (PO) i 2007, og var den første statsminister der blev genvalgt i Polen. Dengang havde Tusk fået Polen godt integreret i EU, en handling som polakkerne påskønnede og belønnede med at give ham og PO regeringen genvalg i 2011.
Men siden er det gået markant tilbage for regeringspartiet, og bedre blev det ikke, da Donald Tusk sidste år overlod tøjlerne til sin afløser, som kom uheldigt fra start. Og det har udløst dårlig stemning på regeringsgangene.
Polakkerne er blevet godt og grundig trætte af den regering, der har siddet på tronen i otte år.
Skandaler
Også skandaler har ramponeret regeringspartiet, der siden exit Tusk har haft et massivt rod på de indre linjer. Da den nye statsminister skulle danne regering, fyrede hun den erfarne og kontroversielle udenrigsministeren gennem syv år, Radek Sikorski. Han blev i stedet formand for parlamentet, en post han siden måtte opgive på grund af afslørende hemmelige båndoptagelser. Den tidligere udenrigsminister har nu helt forladt polsk politik, og genopstiller ikke.
Statsminister Ewa Kopacz har ikke haft den gennemslagskraft, som Tusk forventede, da han udpegede den tidligere læge og sundsminister som sin afløser.
Mange vælgere har vendt partiet ryggen, og har hvileløst ledt efter nye ansigter og politikker. Det har givet nogle store udsving i de polske meningsmålinger.
20 procent rock
Ved præsidentvalget i maj opnåede en rockmusiker mere end 20 procent af stemmerne, og indtil for en måned siden, stod han til at være tungen på vægtskålen til søndagens valg, og dermed kunne han have afgjort hvem der skulle rykke ind i regeringskontorerne. Men organisatorisk rod, har fået hans parti til at dale markant i alle målingerne. Sådan er polsk politik, der er kontant afregning fra vælgerkorpset.
Polakkerne tørster efter noget nyt, og ikke kun på grund af skandalerne med ledende politikere. Flere ting har fremkaldt utilfredsheden med den siddende regering.
Økonomi
Polen har EU-rekord i vækst, og landet fremhæves som en succes historie, ved mange skåltaler.
Så hvorfor er polakkerne så utilfredse? Godt nok er der pæn vækst i Polen, men opsvinget har ikke gavnet de fattigste og de unge. De gamle er utilfredse med en ny forhøjet pensionsalder, som PiS har lovet at nulstille. Men også de erhvervsaktive og mere velstående polakker er utilfredse, og føler ikke de har fået del af de stigende indtægter. Pengene er blevet i virksomhedsejernes lommer, mange af dem er udenlandske, og den store vækst har ikke bragt samme fremgang i den polske privatøkonomi, som væksten synes at kunne retfærdiggøre. Mange mener, at der er et alt for stort et gab mellem fremgangen i virksomhedernes indtjening, og lønningerne til de polske medarbejdere.
De unge, som har fulgt nationens råd og taget lange uddannelser, står og kan ikke bruge dem i Polen, men skal til udlandet for at skaffe et job. Denne utilfredshed og den store ungdomsarbejdsløshed har fået de unge til at strømme til PiS. Og det til trods for at den generelle arbejdsløshed i Polen er historisk lav.
Hvor er formanden?
Det er bemærkelsesværdigt, at formanden for PiS, Jaroslaw Kaczynski ikke var kandidat til præsidentposten, men formentlig var det fordi han ikke troede på, at partiet kunne genvinde præsidentposten. Rådgivere har frarådet ham at stille op som statsminister, hvis partiet skulle have en chance for at vinde parlamentsvalget.
Jaroslaw Kaczynski har da også været bevidst usynlig i valgkampen, fordi polakkerne ikke bryder sig om ham, selv om han er formand for det parti, som de fleste formentlig vil stemme på.
Kun 4 procent af Lov og Retfærdigheds partiets egne vælgere foretrækker deres formand som statsminister, viser en måling. I de polske medier er der spekulationer om, at han måske selv vil overtage statsministerposten, hvis partiet vinder regeringsmagten. En gerning der er umulig at gennemføre med de polske vælgeres velsignelse.
EU holder vejret
I EU ser man formentlig med stor spænding frem til valgresultatet. Her husker man stadig, hvordan den daværende præsident Lech Kaczynski (tvillingbror til PiS-formanden), nægtede at underskrive EU’s Lissabon-traktat, og dermed kortsluttede det europæiske samarbejde i en periode. Og der er slet ingen tvivl om, at Polen kan blive en meget svær partner i EU, hvis Lov og Retfærdighed sidder på et flertal i parlamentet efter søndagens valg.
Lech Walesa forudsiger overfor polennu.dk, at PiS vil vinde stort, men ikke stort nok til at de kan danne regering alene. Han tror, at polakkerne er for kloge til at give PiS regeringsmagten, og dermed sætte Polen gode omdømme i udlandet over styr, som den tidligere præsident udtrykker det.
Intet er afgjort
Om Lech Walesa får ret er uvist. Men den seneste måling bekræfter i al fald hans teori, men meget kan ske når stemmerne tælles op, da selv små udsving kan få store konsekvenser for den endelige regeringskabale.
Sikkert er det dog, at polakkerne næppe tænker på konsekvenser for samarbejdet i EU eller på flygtninge, når de sætter deres kryds søndag. De vil bare gerne se nogle nye ansigter og have deres andel af Polens rekordstore økonomiske vækst.
Det har den siddende vingeskudte liberal regering ikke kunnet levere, og derfor kan et systemskifte være på vej i Polen …
